Er jeg en andenrangsmor, hvis jeg har ADHD?

Foto: Helle Thorngaard Jessen

Skrevet af Sofie Klingberg

25. juni 2026

Dette er en klumme. Indholdet er udtryk for skribentens egen holdning.

Under et foredrag gik det op for mig, at jeg beskrev de samme træk, som kendetegner mine børns autisme og ADHD, mens jeg talte om mig selv. Hvorfor er vi så bange for at tale højt om det neurodivergente forældreskab – og frygter vi i virkeligheden systemets dom mere end diagnosen?

”Hvordan har det formet dig at miste din mor, da du var teenager?” bliver jeg spurgt, da jeg underviser et hold af præster for at gøre dem klogere på sorgens natur.

Det spørgsmål får mig til at tale om min store følsomhed. Oplevelsen af at have ”alle antenner ude” og være på massivt overarbejde i sammenhænge, der kredser om overfladisk smalltalk.

Min sensitivitet, og mit behov for dybde i mine relationer, er noget, jeg altid har forbundet med mit tab. Pludselig bliver jeg i tvivl. Har jeg i virkeligheden altid været sådan, også før min mor døde?

Jeg fortæller også om at gruble meget. At søge svar på det uforståelige og kortlægge sammenhænge. At se de detaljer og mønstre, som mange andre skøjter henover.

Jeg kan blive så opslugt af mine interesser og mit arbejde, at det kan føles som at blive trukket for hurtigt op fra dybt hav, hvis jeg pludselig bliver afbrudt. Jeg smiler imødekommende, men inde bagved har jeg lyst til at råbe ”nej!” eller ”forsvind!” i ren frustration.

Paradokset er, at jeg trods mit detaljefokus konstant leder efter min telefon og mine nøgler. En evig kilde til frustration hos min kæreste, som sukker dybt, når han igen finder min telefon i vasketøjskurven eller sirligt placeret imellem nogle bøger på reolen.

Engang ledte jeg efter min yngste datter i et larmende legeland, indtil jeg opdagede, at hun sad på min arm. "Hej mor," sagde hun, da hun skød sit lille glade ansigt direkte ind foran mit.

Midt i min forklaring til foredraget rammer en erkendelse mig. Jeg har netop beskrevet mange af mine børns træk. To ud af vores tre børn er udredt med autisme, og den ene også med ADHD.

Mine børn som et spejl

Jeg har altid set min mors død som min grundtone. Traumet som 16-årig ændrede alt, men mine træk var flyttet ind længe før sorgen.

Min barndom var præget af en interessebetinget koncentrationsevne, hvor jeg enten var totalt ’på’ eller komplet fraværende.
Jeg kunne mestre det komplekse, men fejle i det basale.

Jeg gik konsekvent i bad med sokker på efter idræt, og selv med en pistol for tindingen kunne jeg ikke fastholde fokus på min fodboldtræners mundtlige instrukser. Jeg overlevede ved at nærstudere de andre børn for at afkode, hvad vi overhovedet var i gang med.

Lyden af piger, der pludselig lo, var angstprovokerende. Det var en gåde for mig, hvad de grinte af, så jeg klukkede halvhjertet med, mens kinderne brændte.

I overført betydning havde jeg et langt og et kort ben, og især min mor fungerede som den benforlænger, der gjorde, at jeg ikke haltede åbenlyst.

Jeg fandt mine veje gennem en skole, der måske var mindre overstimulerende end i dag. Mine børn kæmper langt hårdere i et samfund, der føles mere uforudsigeligt og støjende, og hvor præstationskravene er blevet større.
Men uanset om vi står eller vælter, så stammer både vores kampe og vores unikke evner fra den samme rod.

Frygten for at blive skurken i historien

At få børn er det bedste, der er sket for mig, men det har også sat min egen natur brutalt på spidsen. For hvem er du, når presset stiger, og de små, kompenserende strategier ikke længere slår til?

Nu venter jeg selv i køen til udredning.
Noget af det, der har afholdt mig fra at være åben omkring min egen mulige diagnose, er frygten for at blive stemplet som en andenrangs-forælder.

Min oplevelse er, at ADHD og autisme ofte forbindes med nedsat forældrekompetence, og det provokerer mig. Ikke fordi det ikke kan være sådan, men fordi det ikke behøver at være det. Man er jo heller ikke automatisk en god forælder, bare fordi man er neurotypisk?

Min familie er nem at fælde dom over. To børn kæmper i perioder med mistrivsel og ufrivilligt skolefravær.
I det lys kan en diagnose føles som et strategisk selvmål.

Jeg frygter at blive reduceret til ”mor med mangelfuld struktur.” At blive det simple svar på et komplekst spørgsmål.

Hvordan kan jeg være en god mor i systemets øjne, hvis selve det filter, jeg ser verden igennem, kan blive læst som en nedsat kompetence?

Jeg har mødt mange mennesker, jeg stoler på, i systemet. Som både har lyttet, anerkendt og hjulpet.
Men jeg ser også et overophedet system, hvor hurtige konklusioner og fordomme nemt kan blive til sandheder. Med potentielt ubærlige konsekvenser.
Der mangler ofte både faglighed og ressourcer til at rumme kompleksiteten i familier med autisme og ADHD.

Madpakkekaos og toiletbørste til fødselsdagen

Sandheden i mit eget tilfælde er også kedeligt nuanceret: Det er hamrende upraktisk at lede efter mine nøgler, når mine børn ofte har brug for mandsopdækning for overhovedet at komme ud ad døren.

Jeg kommer heller aldrig til at brillere som værtinde til en børnefødselsdag, eller når jeg kæmper mig igennem produktionen af syv madpakker.
Er der nogen, der vover at tale til mig undervejs, så svarer jeg, som var jeg med via en dårlig forbindelse fra Australien. Med cirka 10 sekunders forsinkelse. ”Nu er mor gået i stå,” plejer min ældste datter at konstatere i en drillende tone.

At vi kan grine af det sammen, hjælper mig. Ikke mindst når vi griner af dengang, jeg bød den første gæst til fødselsdag velkommen, med en toiletbørste i hånden og en kjole, der var helt åben i ryggen.

Men de forløsende grin ændrer ikke på de stunder, hvor min natur spænder ben. Min intense retfærdighedssans kan få mig til at reagere for følelsesladet på børnenes konflikter. Måske fordi jeg mærker deres tab af kontrol lige så stærkt som mit eget.

Samtidig kræver det benhårdt arbejde at balancere mit svingende energiniveau med hverdagens krav om stabilitet.

Mit trofaste ekstra gear

Men det er fra præcis samme kilde, jeg henter de ufattelige ressourcer, det kræver at være forælder til børn med diagnoser. Jeg står ikke oprejst på trods af min egen skæve profil, men på grund af den.
Her finder jeg det ekstra gear og den kreativitet, som vores familieliv er afhængigt af.

Fordi jeg selv kender til intense følelser og svingende funktionsniveau, kan jeg møde mine børn med en dyb forståelse.

Jeg kan ikke opdrage efter den gængse manual. Mit forældreskab kræver analytiske evner og specialiseret viden, for at passe på mine børn i et samfund, der konstant truer med at overbelaste dem.

Ved at insistere på nuancerne i det neurodivergente forældreskab håber jeg at vise, at hverken mine børn eller jeg har noget at skamme os over. Vi har et kort og et langt ben, men vi finder vores helt egen måde at løbe på, og det er i sig selv noget at være stolt af.

Om Sofie Klingberg

Udover at være journalist og ansvarshavende chefredaktør på salamanca.dk, er Sofie Klingberg også en erfaren klummeskribent. Hun har blandt andet skrevet klummer for Nordjyske og APPETIZE, samt kronikker for Politiken og Information.

Vil du gerne læse flere artikler som denne, så støt vores arbejde ved at blive betalende medlem af “Klub Salamanca”.

Det er et vigtigt princip for os, at vores indhold kan deles frit, og ikke er bag en betalingsmur. Men det gør os helt afhængige af vores betalende medlemmer.

Salamanca er stiftet af journalister, og følger principperne for god presseskik. Vi arbejder for at nuancere den offentlige debat om autisme og ADHD, og skabe bedre betingelser for, at børn, unge og voksne med diagnoserne kan få gode liv.

Køb medlemskab her