Børns psykiatriske diagnoser presser ikke kun forældrene, men også båndet til bedsteforældrene. Misforståelser, velmenende råd og bristede drømme kan i værste fald føre til et brud. Pårørendementor Dorthe Stieper forklarer her, hvorfor det går galt – og giver 10 konkrete råd til at bevare kærligheden og forståelsen.
”Både forældre og bedsteforældre står med nogle bristede drømme”, siger Dorthe Stieper, da hun skal forklare, hvorfor diagnoser som autisme og ADHD kan splitte nogle familier.
”Det handler ikke om, at de ikke elsker deres barn eller barnebarn, men det er et livsvilkår med potentielt mange begrænsninger og perioder med mistrivsel og isolation,” lyder det fra forfatteren og pårørendementoren.
Dorthe Stieper oplever, at det slider på forældrene, at de hele tiden må sige ”nej”, og ”ellers tak” til at deltage i fødselsdage, madklub eller en fælles tur i sommerhus. Fordi deres barn med udfordringer ikke magter det, eller den samlede familie ikke har overskud nok.
Bedsteforældre kan omvendt føle sig afvist, når de rækker ud, men ikke får den reaktion, de havde håbet på. Det kan ifølge Dorthe Stieper være sorgfuldt for begge parter.
Hvis bedsteforældrene samtidig mangler viden om diagnoserne og forventer, at familien skal kunne indgå på lige vilkår med alle andre, er der grobund for misforståelser og konflikter – og potentielt et brud.
Bedsteforældre mangler et helt billede
For det kræver indsigt og viden at forstå børn med autisme og ADHD, forklarer Dorthe Stieper.
”Barnets udfordringer kan være usynlige for andre end søskende og forældre, og det kan godt skabe forvirring,” forklarer hun, og henviser til, at børn med autisme ofte reagerer forskudt på overbelastning.
De holder sammen på sig selv, når de er ude, og bryder ofte sammen bagefter, når de er hjemme i trygge rammer.
”Til familiefødselsdagen ser bedsteforældrene måske et barn eller en ung, der smiler og ser glad ud. Dét, de ikke ser, er den reaktion, som kan komme bagefter. Har man autisme er det ikke unormalt, at man kan bruge en uge på at restituere efter et socialt arrangement,” siger Dorthe Stieper.
”Det her med at sidde rundt om et bord og spise med en masse mennesker er ekstremt krævende for mange med autisme og ADHD. De mangler et filter til at sortere i de mange indtryk, og udtrættes derfor hurtigt. Men det er ofte et usynligt overarbejde, de er på.”
At bedsteforældre af naturlige årsager ikke ser det fulde billede, kalder på nysgerrige spørgsmål, forklarer Dorthe Stieper, som foreslår, at bedsteforældre for eksempel kan stille det åbne spørgsmål: ”Hvordan kan vi hjælpe jer bedst muligt som familie? Hvad har I brug for?”
Forældre kan også selv sige meget klart og tydeligt, hvad der er brug for - for eksempel ved at indkalde til ”familiemøde” og fortælle om situationen, og hvad der kan være en hjælp.
Hjælp kan se ud på mange måder, mener Dorthe Stieper. Den kan være så konkret som et behov for at få en kummefryser i skuret fyldt med mad, i de mest slidsomme perioder.
Foto: Sofie Pihl
Vi er hurtige til at dømme hinanden
Når relationerne kører skævt, kan det for eksempel handle om, at forældrene føler sig kritiseret af bedsteforældrene. Eller mistænkeliggjort. Måske oplever forældrene, at de bliver set på som pylrede eller overbeskyttende.
”Hvis bedsteforældre er meget kritiske over for psykiatriske diagnoser, kan det også skabe splid – eller hvis de hele tiden kommer med velmenende råd til opdragelsen. Det skal man prøve at afholde sig fra.”
Generelt oplever Dorthe Stieper, at mange er alt for hurtige til at vurdere og dømme familier, hvor et barn stikker ud med en adfærd, der ikke er socialt accepteret.
Bedsteforældrene kan argumentere for, at de også har deres grænser og husregler, som skal efterleves.
Forældre kan omvendt komme i klemme, når de gerne vil respektere andres grænser og krav, men som familie ikke kan leve op til det.
Dorthe Stieper opfordrer frustrerede bedsteforældre til at øve sig i at skifte fokus og glæde sig over det, der kan lade sig gøre.
”Så vi kommer væk fra et skuffet ”går I allerede?” og hen til et mere anerkendende: ”Hvor var det godt, at I kom.”
Men kan forældre overhovedet kræve, at deres egne forældre skal forstå kompleksiteten i et familieliv med autisme og ADHD? Mange forældre udtrykker, at de knap nok forstår det selv?
”På en måde kan man ikke forlange af andre mennesker, at de skal forstå. Samtidig synes jeg, at det er helt forståeligt og almindeligt, at man i forhold til sine egne forældre har et håb om, og en forestilling om, at de vil én og ens børn.
At de rummer mig – og hele mig – og elsker mig ubetinget, og at de favner deres børnebørn med alt, hvad de er.”
Dorthe Stiepers ti råd til bedsteforældre
1: Søg aktivt viden om diagnoserne
Læs bøger, lyt til podcasts eller tag til foredrag. Der findes også kurser specifikt for bedsteforældre. Med viden følger forståelsen for, hvorfor barnet reagerer, som det gør.
2: Lyt til og anerkend forældrene
Nogle gange kan det være svært at forstå, hvad forældrene siger. Vi er tilbøjelige til at vurdere og dømme hinanden og lave hurtige konklusioner. Prøv at møde forældrene med et åbent sind i stedet.
3. Drop de gode råd
Undgå velmenende råd, som starter med: ”Da jeg var barn…” ”Da du var barn, der gjorde vi sådan og sådan…” ”Forældre nu om dage…” eller ”Børn nu om dage…”
Vi lever i en anden og mere kompleks tid i dag, som kræver andre løsninger.
4. Spørg direkte ind til familiens behov
I stedet for at gætte, så stil det åbne spørgsmål: ”Hvordan kan vi hjælpe jer som familie? Vi vil jer rigtig gerne.”
5. Acceptér forældrenes ”køreplan”
Respektér de særhensyn og regler, forældrene udstikker. Det er ikke for at kontrollere dig, eller fordi de ikke har tillid til dine evner som bedsteforælder. Det handler derimod om at sikre barnets trivsel og undgå voldsomme efterreaktioner.
6. Bidrag til forudsigelighed og struktur
Mange børn med autisme og ADHD har brug for grundig forberedelse, inden de for eksempel skal deltage i en fødselsdag.
Hjælp dem ved at informere om, hvem der kommer, hvad I skal spise, hvem der skal sidde ved siden af hvem, og hvad I skal lave og hvornår.
Tænk også gerne kreativt: Behøver vi altid sidde fem timer rundt om et bord og spise, når familien er samlet? Kunne vi være sammen om en aktivitet i stedet? Lave keramik eller tage på en skovtur?
7. Fokuser på de små sejre
Glæd dig over det, der kan lade sig gøre, i stedet for at begræde dét, der ikke kan lade sig gøre. På den måde undgår du at føle dig afvist, og at forældre og børn kommer til at føle sig som den familie, der altid skuffer.
8. Dyrk barnets interesser
Mød dit barnebarn der, hvor interessen er – uanset om det er gamle biler, gaming eller noget helt tredje. Det er her, den stærkeste kontakt opstår, da børn med autisme ofte har særinteresser eller noget, de går meget op i.
9. Find et fællesskab
Opsøg andre bedsteforældre til børnebørn med særlige behov. Der findes grupper for bedsteforældrene, hvor man mødes fysisk og taler sammen, og der findes grupper på nettet. Mange bedsteforældre har også brug for et fortroligt rum at tale i – om både sorgerne og glæderne.
10. Giv dig selv pauser
Pas på dig selv, hvis du er meget påvirket af situationen. Måske er du dybt bekymret for dit barnebarns fremtid og for hele familien. Måske fylder spørgsmål som: ”Kan de holde til det her? Mister de (forældrene red.) deres job? Det kan føles som en dobbeltsorg for bedsteforældre: Sorg over barnebarnets udfordringer og sorg over deres eget barns kamp. Hvis det slider på dig, så husk at give dig selv nogle åndehuller, hvor du gør noget, som gør dig glad.