I stedet for at kritisere forældre, bør vi rette blikket mod de alt for dårlige rammer, lyder det fra Dorthe Stieper. Som pårørendementor mærker hun konsekvenserne af en debat, som hun mener, er blevet forrået.
”Vi er så hurtige til at dømme, og bedømme, forældre”, lyder det fra journalist, forfatter og pårørendementor, Dorthe Stieper.
Det billede, der ofte tegnes af nutidens forældre, er, at de er for usikre, søgende og magtesløse, og alt for dårlige til at sætte grænser, og stille krav til deres børn.
Har de ovenikøbet børn, der mistrives, har psykiatriske diagnoser, eller ufrivilligt skolefravær, bliver kritikken gerne endnu mere krads.
For Dorthe Stieper er det old news, at det forholder sig sådan.
Som mor til en voksen datter med autisme og ADHD har hun selv fået mange dømmende kommentarer fra sin omverden, og som journalist har hun afdækket fænomenet nysgerrigt i sin bog “Er det mors skyld?”.
Men noget har flyttet sig på det seneste, synes hun. Tonen i den offentlige debat er blevet grovere.
Det blev for alvor tydeligt for hende i kølvandet på DR1 dokumentaren ”Skolens tabte børn”, hvor man kommer helt tæt på familier ramt af ufrivilligt skolefravær.
Serien har ikke kun udløst taknemmelighed fra familier i samme situation som de medvirkende, og konstruktiv debat om den utilstrækkelige hjælp til de ramte familier.
Den har også høstet kritik rettet mod forældrenes opdragelse af børnene.
Er det forældrenes egen skyld?
Generelt kæder forældrekritiske stemmer moderne opdragelse sammen med både øget mistrivsel, uro og problemer i folkeskolen, og endda sammen med det stigende antal autisme og ADHD -diagnoser, der gives til børn og unge.
Vi kalder det autisme og ADHD – men ofte handler det om opdragelse, lød overskriften i en kommentar i Altinget for nylig.
Den var skrevet af Katrine Evelyn Jensen, der er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
Efter flere dages heftig kritik fra blandt andet fagfolk, trak hun sin udmelding tilbage.
Men hun er langt fra den eneste, der offentligt har udtrykt, at børns psykiatriske diagnoser i virkeligheden bunder i forældre, der ikke magter at opdrage deres børn ordentligt.
”Min oplevelse er, at debatten bliver mere og mere forrået og polariserende”, forklarer Dorthe Stieper, og henviser i samme åndedrag til ”PDO”- retorikken, fra børne -og undervisningsminister, Mattias Tesfaye.
Ministeren hævder, at folkeskolens problemer i høj grad skyldes børn, der lider af ”PDO”, altså er de ”Pisse Dårligt Opdraget”.
Børn og forældre bliver bange
En forrået retorik på Christiansborg kan nemt sive nedad til fagprofessionelle og til familie og netværk omkring de berørte familier, advarer Dorthe Stieper.
I sit arbejde som pårørendementor har hun tæt kontakt til forældre, der har børn i psykisk mistrivsel, og ofte har børnene autisme eller ADHD. Hvordan vi som samfund taler om denne gruppe, har kæmpestor betydning, forklarer hun.
“Jeg får henvendelser fra forældre lige nu, som bliver bange for at bede systemet, og deres omgangskreds, om hjælp, samtidig med, at de står med en alt, alt for stor opgave”, siger Dorthe og understreger:
”Det her handler ikke om børn, der en gang imellem har en dårlig dag. Det handler om massiv psykisk mistrivsel. Det kan være selvskade, spiseforstyrrelser og udadreagerende adfærd, udløst af belastningsreaktioner. Hvordan man håndterer det, er ikke noget, der står i ”forælder- manualen”.
I forhold til PDO -retorikken, har Mattias Tesfaye sagt, at hans retorik ikke er møntet på børn med autisme og ADHD. Kommer du til at tage en kritik på dig, som slet ikke handler om den her gruppe?
”Men hvordan vil du skelne? Problemet er, at det kan folk ikke. Jeg har kendskab til børn med diagnoser, der nu får at vide af andre børn, at de er ”PDO”. Det er ikke sikkert, at begrebet oprindeligt var rettet mod dem, men det rammer også dem. Også fordi det tit er de børn, der kan reagere voldsomt, i situationer, hvor de føler sig presset”.
Forskel på psykisk og fysisk lidelse
“Der er meget stor forskel på, hvordan vi taler om fysisk og psykisk lidelse, konstaterer Dorthe. “Og det afspejles i den måde, som forældre til børn i mistrivsel mødes på.”
”Hvis vi mistænker astma og allergi hos et barn, er det en helt anden sag. Der er folk omkring familierne hurtige til at sige: Du skal da gå til læge med dit barn. Det skal I da have gjort noget ved. Hvorfor gælder det ikke psykisk mistrivsel?”, lyder det fra Dorthe Stieper.
Og den ulighed er en gammel traver, forklarer hun, og henviser til det store researcharbejde, hun har lavet i forbindelse med, at hun skrev sin bog “Er det mors skyld”.
Gennem adskillige interviews med eksperter undersøger Dorthe, hvorfor især mødre ofte føler, og tillægges, skyld, når deres børn mistrives.
”Det er ikke noget nyt, at når man har et barn, der falder uden for normalen, og ikke har en accepteret social adfærd, så kigger man på forældrene for at finde svaret. Hvad er der mon gået galt i opdragelsen? Det er sikkert forældrenes skyld”.
Dorthe Stieper møder ofte forældre, der netop oplever, at pilen per automatik peger mod dem.
”Du sætter ikke grænser nok”, ”du har ikke gjort dit barn robust nok”, ”du er i symbiose med dit barn” eller ”du sygeliggør dit barn”, lyder det fra deres omverden.
Hun forklarer, at presset på forældrene er enormt, og ikke kun kommer udefra, men også indefra.
”De fleste forældre, jeg møder, kæmper i forvejen med følelser som skyld og skam, når deres barn ikke trives. De har prøvet alt muligt for at hjælpe barnet, og de forsøger virkelig at tage ansvar for situationen så godt, som de overhovedet kan”.
Gamle forestillinger præger os
At lede efter årsagen til børns mistrivsel hos forældrene, hænger sammen med den psykoanalytiske tilgang, som er grundlagt af Sigmund Freud, og vandt frem i Danmark i 1950érne.
“Der er i dag langt større viden om, at der kan være en neurologisk medfødt sårbarhed eller handicap, som er i barnet, uanset, hvor det plantes, og at de vanskeligheder, som barnet har, selvfølgelig også vil påvirke en forældrerolle”.
Det forklarer Cand.psych. og specialist i klinisk børneneuropsykologi, Lennart Pedersen, i Dorthe Stiepers bog.
Men den gamle forestilling om at ”fejler barnet noget, så fejler forældrene noget”, hænger alligevel ved, forklarer han, og den præger for eksempel omsorgs -fagene på børneområdet.
Curling-myten
Det samme gør fortællingen om nutidens curlingforældre, som flere forskere ellers har punkteret.
For eksempel har en række forskere fulgt 6000 børn i Danmark, fra de var babyer, til de var 15 år, i den store generationsundersøgelse, der udkom i 2010.
Seks procent af forældrene kunne karakteriseres som curlingforældre, forklarer forsker i udviklingspsykologi Dion Sommer i Dorthe Stiepers bog.
Men der findes vel forældre, der faktisk ikke er i stand til at give deres børn, det, de har brug for? Skal du ikke passe på med at frede forældre på forhånd?
”Det nytter ikke noget at gøre forældrene forkerte, og give dem generelle råd, de ikke har bedt om. Det er ingen hjælp, heller ikke over for børnene”, svarer Dorthe, og fortsætter:
”Vi skal grundlæggende se forældrene som en ressource – og en del af løsningen. De familier, jeg arbejder med, beder selv om hjælp. Det er netop ansvarsfuldt at gøre. Det er vigtigt, at vi møder dem med anerkendelse og respekt”.
Fokus skal skifte
Lad os pege pilen mod rammer og vilkår, i stedet for mod mor og far, er det klare budskab.
”Jeg savner i hele debatten – og dét uanset om jeg forholder mig til kritikken fra Lola Jensen, Mattias Tesfaye eller Statsministeren – at vi begynder at forholde os mere til konteksten. Altså hvad er det for nogle rammer, og vilkår, vi giver vores børnefamilier i dag?”
En anden, der også ønsker et fokusskifte fra curling til utilstrækkelig kvalitet i vores dagtilbud og skoler, er psykolog Kirsten Callesen, der medvirker i DR1 Dokumentaren ”Skolens tabte børn”. I en YouTube-video siger hun blandt andet:
”Hvad sker der, når fundamentet smuldrer i de institutioner og skoler, vi selv har skabt? Når det ikke er familien, men systemet, der bliver utrygt? Det er dét, jeg kalder strukturelt omsorgssvigt. Og det er ikke fordi, forældre ikke kan skabe tryghed, og det er heller ikke fordi, de ansatte mangler engagement”, forklarer hun, inden hun slår fast:
”Det handler om, at vilkårene i vuggestuer, børnehaver og skoler har ændret sig så meget, at det i stigende grad er børnene, der betaler prisen”.
Flere siger fra
Trods dét at tonen i den offentlige debat er skærpet for tiden, og fronterne trukket skarpt op, har Dorthe Stieper et stigende håb om forandring.
”Der er ikke kun kritiske stemmer. Heldigvis. Der er også rigtig mange fagfolk, der markerer sig lige nu. Og flere forældre, der bruger deres stemme, og erfaringer, til at nuancere debatten”.
Imens drømmer Dorthe Stieper om en debat, som kan blive mere åben, nysgerrig og undersøgende – ikke mindst over for de rammer og vilkår, vi tilbyder børn i dag.