”Jeg hader dig. Jeg ville ønske, du aldrig var blevet født. Du lugter af numsehul.” En mor til en 7-årig dreng med autisme bliver svinet til, når de er ude blandt andre. Beder hun sønnen stoppe, eskalerer det. Hun har afprøvet forskellige metoder, men intet virker. Pædagogisk vejleder Hanne Veje og psykolog Bo Hejlskov Elvén svarer moren, hvad hun kan gøre, i Salamancas brevkasse.
I en ny brevkasse besvarer Bo Hejlskov Elvén og Hanne Veje spørgsmål fra forældre og pårørende til børn med autisme og ADHD. Bo Hejlskov Elvén er psykolog, og Hanne Veje er pædagogisk vejleder. Sammen har de skrevet bøger og holdt foredrag om neurodivergens. Selv har de begge børn med særlige behov.
Kære Hanne og Bo.
Jeg er mor til en dreng med autisme og ADHD på syv år. Jeg har et spørgsmål til hans til tider ”grænseoverskridende adfærd”, når vi færdes blandt andre mennesker, han ikke kender så godt.
Han har et godt sprog og er asynkron i sin udvikling, hvor han taler og reflekterer som et ældre barn samtidig med, at han følelsesmæssigt er langt yngre end sin faktiske alder, tolker vi. Ofte reagerer han voldsomt på f.eks. høje lyde fra søskende, et nej til en müslibar osv.
Han er meget anderledes i skolen end herhjemme, meget mere rolig og ”nem”, forstår vi på lærerne. Det mønster har fulgt ham, siden han gik i almindelig børnehave, hvor han blev meget overbelastet.
Når vi er ude blandt andre, oplever jeg, at han begynder at ”svine mig til”. Fuldstændig udenfor kontekst, altså uden forudgående konflikt eller anledning. I weekenden besøgte vi hans bedste ven, der havde otte familiemedlemmer på besøg, som min søn har mødt en enkelt gang før. Da vi trådte ind i deres hjem, sagde han: “Jeg hader dig. Jeg ville ønske, at du aldrig var blevet født. Du lugter af numsehul.” Da vi satte os ved frokostbordet, kom den samme remse, og folk gloede jo afventende på mig, føler jeg.
Har prøvet den skarpe tone
Jeg har prøvet at sige fra med en lidt skarp tone. Jeg har prøvet at sige på en drillende måde, hvis jeg aldrig var blevet født, så var du heller ikke. I denne weekend sagde jeg bare ”okay så ” – og sagde umiddelbart efter, at det var okay, hvis han gik fra bordet. Min tolkning var, at det pressede ham for meget at sidde der.
Det er min oplevelse, at hvis jeg gør det, som mange nok ville gøre og siger: “Nej, det der skal du stoppe med, sådan skal du ikke tale til mig”, så taler han endnu højere og endnu vildere. Det har den stikmodsatte effekt. Sådan har det egentlig altid været.
”Immun overfor opdragelse” har jeg sagt i sjov mange gange til hans far – også før diagnosen. Men ærligt, så presser det mig, når adfærden udspiller sig ude blandt andre.
Har I noget godt bud på, hvorfor de her udbrud pludselig kommer? Har jeg fejlet i opdragelsen, eller er det hans måde at få luft på i pressede situationer? Hvordan håndterer jeg det bedst muligt?
Og hvad siger jeg eventuelt til andre, der blander sig eller bare stirrer?
Uanset hvad han siger, får han lov til at komme med hjem igen
BO: Jeg tror, hun har ret i, at det handler om, at han er presset, fordi der er virkelig mange mennesker. Så bliver han nødt til at gøre noget for at mærke sig selv. Han søger en følelsesmæssig spejling, så når han siger, at ”du lugter af numsehul”, så bliver mor utilpas. Det mærker han og derfor kan han mærke hende, og så kan han mærke sig selv.
HANNE: Jeg tænker også, at det handler om at få brændt noget adrenalin af. Det er jo mor, der ”slæbte” ham afsted. Så nu er det også hendes skyld i hans lille retfærdighedsregnskab inde i hovedet, at han nu sidder i en situation, han har svært ved at magte.
BO: Mor er jo tryg, så han ved, at lige meget hvad han siger, så får han lov til at komme med hjem igen. Når man bruger sådan nogle udtryk mod personer, der er en ens trygge anker, er det er jo fordi, at det holder.
HANNE: Hun kalder ham ”opdragelsesresistent”. Der har jeg beroliget mange forældre i forældrevejledning med, at de behøver ikke at frygte, at børnene går i pubertet. Fordi der er de toptrænede på kampsoldatniveau, når vi når dertil. Fordi børn med autisme – og til dels også ADHD – kommer til verden med sådan et “my way or the highway”. Det er ikke en frivillig infleksibilitet. Man kan bare ikke særlig godt se tingene fra andre synspunkt eller se, hvordan noget bliver opfattet i en social kontekst.
Ulykkeligt når opdragelse og problemskabende adfærd kobles sammen
BO: Det er ikke, fordi vi har opdraget forkert. Men nu har vi en undervisningsminister, der går ud og adskiller de to ting. Det bliver jo rigtig ulykkeligt. Det er ikke sådan, at børn bliver problembørn på grund af dårlig opdragelse. Vi har ikke nogen videnskabelige studier, der tyder på det.
HANNE: Det er netop andres moraliserende blikke, mor mærker. ”Du bør da virkelig sætte foden ned her”. Der har mor ret i, at hvis hun går op i affekt, så går han højere op i affekt. Jeg lærte – som mor – at kigge mig selv i spejlet og sige til mig selv, at når den sidste film skal afspilles, og jeg skal give mig selv en karakter, så er der kun to små mennesker i den her verden, som jeg egentlig skal forsvare noget overfor, og det er mine børn. Alle de mennesker, der undervejs har givet mig misbilligende blikke eller er kommet med råd, jeg absolut ikke har brug for, har jeg tildelt en statistrolle i den sidste film.
BO: Så når folk siger: ”Jamen, skal du ikke tage hånd om det?”, så skal man svare: ”Nu er det sådan, at jeg har haft den her fyr i mange år efterhånden, og jeg ved lige præcis, hvad der spiller, så du kan tage det helt med ro. Der er styr på tingene”.
HANNE: Jeg er fuld af tillid til, hun har styr på det.
Hør afsnittet her: