Hvad der for vagtlægen var helt udramatisk, var for mig en lille nærdødsoplevelse – og en vigtig påmindelse om noget, jeg har forsømt at gøre.
”Mor, du må ikke dø”, siger min datter, Solveig, indtrængende. Lillesøster Kaya nøjes med at kigge på mig med store øjne.
Et øjeblik forinden har jeg braget hovedet op i taget på et skur, og uheldigvis har jeg ramt det spidse hjørne helt rent. Blod pibler frem mellem mine fingre, mens jeg højlydt ømmer mig i solskinsvejret.
”Dét der… Ork, det er ingenting”, får jeg fremstammet.
Sandheden er, at jeg ikke er skabt til situationer som den. Jeg bliver oprigtigt bange for at dø. Lige så længe jeg kan huske har et meget følsomt sind fulgt mig. Og da jeg som bare 16-årig mistede min egen mor til kræft, fik jeg endegyldigt bevis for, at verden er farlig, og alt kan ske.
Hele tilværelsen kan ændre sig på et splitsekund. Som en lille trøst, gælder den præmis ikke kun mit liv. Vi er alle sammen i samme båd.
Snakken jeg burde tage
På grund af min personlighed og livshistorie, er jeg mere bevidst om døden, end flertallet, og helt sikkert hurtigere til at tænke: ”Nu er jeg færdig”, eller ”det er helt sikkert kræft”. Alligevel er der en vigtig snak, jeg har forsømt at tage hul på med min kæreste.
I mit baghoved lurer nogle store, og ubesvarede, spørgsmål som en diffus angst. Hvordan i alverden skal vores tre børn overleve og trives, hvis min kæreste eller jeg dør fra dem for tidligt? Eller endnu værre; Hvis vi begge to dør samtidig?
De mange roller
Ikke alene er vores børn stadig små, og dybt afhængige. Den ældste har også to indgribende diagnoser, autisme og ADHD.
Min kæreste og jeg har brugt årevis på at specialisere os i vores søns komplekse udfordringer, og på at lære at håndtere hans voldsomme reaktioner, når han føler sig presset. Vi er ikke ”bare” forældre. Vi er også socialrådgivere, psykologer, specialpædagoger og ”oversættere”.
Vi ”oversætter” hans måde at være til stede på i verden for vores omgivelser – i et forsøg på at skabe plads til, at han kan være det barn, han nu engang er. Så han ikke går i stykker igen, fordi han presses mere, end han magter.
Alle børn er afhængige af deres forældre, men et autistisk barn er særligt afhængig.
Vi skal altid nøje veje hans dagsform, og hjælpe ham med at forvalte sin sparsomme energi bedst muligt. Acceptere at dét, han kan den ene dag, kan han ikke den næste.
Hjælpe ham med at navigere i det sociale samspil, som han gerne vil, men som kræver enormt meget af ham. Samle op, og bygge op, når tilværelsen ramler. Igen.
Vi har erfaret. Mærket. Fejlet, og sagt undskyld. Hvordan skal den viden nogensinde kunne formidles videre i et børnetestamente, og til hvem?
Det hele er drevet af rå kærlighed, og en opretholdelsesdrift, der nok er ud over det sædvanlige hos både min kæreste og jeg.
For jeg er ikke kun sensitiv og dødsangst – jeg har også nogle ekstra gear, og stor erfaring i at navigere i kaos og krise.
Den dag med det blodige sår i hovedet, var det min ængstelige side, der slog igennem. Alene tanken om nål og tråd i nærheden af min hovedbund sendte chokbølger igennem min krop.
Konfronter dit mørke
Som teenager led jeg af pinefulde og meget livagtige mareridt, hvor jeg flygtede fra en skikkelse, der jagtede mig med en stor kniv. En dag sagde min far til mig: ”Sofie, i stedet for at flygte, kunne du i stedet for stoppe op og se den uhyggelige skikkelse i øjnene. Find ud af, hvad det er, han vil?”
Jeg synes, min far havde en virkelig klog pointe. Hvis der er noget, mit liv har lært mig, er det, at flugten fra mørke, kan være mere udmattende end at konfrontere det. Eller som den pensionerede hospitalspræst, og ven af min familie, Ruth Østergaard siger: ”Dét, du ikke har set i øjnene, har du i hælene”.
En uoverskuelig tanke
Jeg har forsømt at tale med min kæreste om døden. Fordi tanken er ubærlig, og fuldkommen uoverskuelig. Fordi den ene dag tager den næste, og min to -do- liste generelt er alt for lang. Fordi uanset hvor længe vi taler, vil jeg ikke opnå en følelse af ro og tryghed omkring min egen dødelighed. For det ville, helt uden tvivl, være en stor katastrofe for min familie, hvis jeg døde.
Jeg tror alligevel på, at der sker noget med ens angst, når man siger den højt. ”En angst, der bliver delt, mister sin kraft”, siger Ruth Østergaard også. Når vi lukker andre ind i vores mørke, opdager vi, at vi ikke er alene. Hvis der ellers er en modtager i den anden ende, som godt kan rumme samtalen. Og deri ligger mit grundlæggende håb som menneske. Hvis det værste sker, håber jeg, at mennesker omkring os, vil gribe mine børn.
Som de gjorde den dag, jeg fik et blodigt sår i min hovedbund. Naboerne inviterede uden tøven de to store unger ind til hygge og film, så min kæreste og yngste datter kunne støtte mig hos vagtlægen. Vi hjalp hinanden.
Lægen lod for øvrigt nål og tråd ligge i skuffen, og klarede det hele med en klat lim. Da jeg ikke kunne huske, om jeg havde fået en stivkrampevaccination inden for de seneste ti år, slog han op i sit system på computeren. ”Jo, du fik en her på skadestuen i 2018”.
Et meget utydeligt minde fik form og farver, da vagtlægen tilføjede: ”Jeg kan læse her, at du bankede dit hoved op i hjørnet på en emhætte”. Med min ”nærdødsoplevelse” i frisk erindring – og inden et skur eller en emhætte tager livet af mig – vil jeg invitere min kæreste på et glas rosevin og en snak om ”hvad nu hvis…”