De rigtige rammer er helt afgørende for trivsel hos børn med autisme og ADHD. Det er vi forældre pinefuldt bevidste om. Alligevel beskyldes vi tit for at fokusere blindt på barnet, når vi får dem udredt.
”Når børn får diagnoser, tørrer vi voksne problemerne af på børnene, i stedet for at se kritisk på rammerne i samfundet, både i, og uden for, hjemmet”.
Jeg har hørt, og læst, rigtig mange forskellige varianter af det udsagn – også så mange, at jeg er blevet allergisk.
For det lyder enormt sympatisk og ”rigtigt” at sige sådan, men set fra mit perspektiv giver det ikke mening at sætte det op som et enten/eller: Enten er det barnet, den er ”gal med” – eller også er det rammerne. Der mangler nogle helt afgørende nuancer i den fremstilling – og de er enormt vigtige for os, der har autisme og ADHD tæt på.
Vi tør netop være kritiske
Jeg bliver følelsesmæssigt ramt, når min omverden antyder, at jeg, som mor til børn med psykiatriske diagnoser, har fralagt mig ansvaret og min kritiske sans. At jeg har ladet mig forføre af en modedille, som placerer ”aben” hos barnet.
For hvis der er nogen, der tør se kritisk på de rammer, som samfundet tilbyder børn og unge i dag, er det netop os, der har børn med funktionsnedsættelser, særlige behov, eller hvad vi nu vælger at kalde det.
For vi mærker om nogen konsekvenserne, når rammerne er utilstrækkelige. Hele familier vælter, når neurodivergente børn brænder sammen med rødglødende belastningsreaktioner, fordi de presses ind i miljøer, de ikke kan tåle.
Når først stressen har bidt sig fast, kan det tage flere år at ride stormen af, er min erfaring, og mange forældre står tilbage med spørgsmålet: Hvordan ville livet have formet sig, hvis ikke mit barn var blevet ramt af alvorlig stress tidligt i tilværelsen?
Kanariefugle i kulminen
Det var netop også én af dagtilbudsforsker Charlotte Ringsmoses pointer, da jeg interviewede hende til Salamanca Live- podcasten om den alt for svingende, og ofte utilstrækkelige, kvalitet i daginstitutioner i Danmark.
Professoren fra Aalborg Universitet forklarede, at børn, der i udgangspunktet står i en udsat position, børn, som for eksempel har autisme og/eller ADHD, har brug for dagtilbud af god eller fremragende kvalitet. Det er nødvendigt, hvis de, på papiret, skal opnå gode betingelser for at kunne trives og udvikle sig.
Desværre skal man være heldig – og også meget heldig – for at finde et dagtilbud, som kan leve op til det behov. Kun 9 procent af børnehaverne er i kategorien ”god”, og ingen kan prale af at være ”fremragende”.
Det viste en stor national undersøgelse offentliggjort i maj 2025, som Børne- og Undervisningsministeriet havde fået lavet. Forskerne har blandt andet vurderet normeringer og uddannelsesniveau i alle landets børnehaver, og lavet observationsstudier i 100 børnehaver og interviewet pædagogisk personale.
En lignende undersøgelse af vuggestuer og dagplejer tegnede samme urovækkende billede i 2023.
Resultatet for børn i udsatte positioner: Det er blevet en risikofaktor at starte i dagpleje, vuggestue eller børnehave. Det forklarer Charlotte Ringsmose også i interviewet til Salamanca.
Er vi et produkt af dårlig kvalitet?
Det er noget af det, jeg selv har allersværest ved at acceptere i det her liv med autisme og ADHD – at politiske prioriteringer så åbenlyst bidrager til at gøre børn som mine egne mere sårbare, end de havde behøvet at være.
At min familie kæmper endnu hårdere, end den havde behøvet. At vi – med åbne øjne, og trods den store tilgængelige viden om, hvad børn har brug for i dagtilbud – øger uligheden i samfundet, ved ikke at sikre noget så basalt som daginstitutioner af en rigtig god kvalitet. Hvis ikke dét er vigtigt for et samfund, hvad er så?
I en kronik, jeg skrev til Information i juni 2025, reflekterer jeg som mor over, hvorvidt min søn, der blev udredt som femårig, havde behøvet at få papirer på sin medfødte autisme og ADHD, hvis samfundet generelt tilbød bedre rammer til børn?
Jeg har altid tænkt og mærket, at han var en vidunderligt speciel dreng, men hvis han kunne trives, følte jeg ikke umiddelbart et behov for at få ham udredt.
Drengen, der allerede som treårig begyndte at reflektere over livets store spørgsmål, og som pludselig kunne spørge sin far: “Hvis du nu skulle vælge, far, ville du så helst slå et andet menneske ihjel eller selv blive slået ihjel”?
”Han burde starte på filosofistudiet på universitetet i stedet for i børnehave”, sagde jeg i sjov til hans far. Grundlæggende oplevede jeg et barn, der var mest optaget af at tilegne sig ny viden indenfor sine interesseområder eller løbe på væggene, og han stivnede, hvis et barn nærmede sig ham på legepladsen ved vores hjem.
Autismens komplekse natur
Det havde på mange måder føltes mindre kompliceret at lade beslutningen om en udredning være op til ham selv – en beslutning han kunne træffe, når han var moden til det.
Men når så dit barn ryger i mistrivsel, fordi det ikke passer ind i alt for snævre og udpinte rammer, så er det bare et helt andet ”spil”.
Udredningen bliver en nødvendighed, for kompleksiteten bliver tårnhøj, når et autistisk barn overbelastes, og risikoen øges for, at angst, psykose eller anden psykisk lidelse støder til. Det kræver specialiseret hjælp.
Psykolog Kirsten Callesen har formuleret det ret præcist i en tekst på sociale medier: “Det er ikke, når man får diagnosen, man bliver autist – det var man fra starten af. Det er, når man presses mere, end man magter, uden respekt for ens forskellighed, at autismens komplekse natur bliver tydelig for alle”.
Som forælder kæmper du pludselig for at redde dit barns liv. Sådan føles det, og for nogle er det ikke ”kun” en følelse, men den konkrete virkelighed.
Du kæmper for, at dit barn skal have en fremtid.
Du kæmper for at få adgang til rammer, der ikke ødelægger barnet, men bygger det op og styrker det, gennem en tilpasset pædagogik.
Du kæmper for basal trivsel, men alligevel ser mange folk skævt til dig undervejs, som om, du gør det helt forkert.
De har alle mulige holdninger til de her diagnoser – og mange ønsker sig en verden uden dem, men med ”plads til alle, også de skæve eksistenser”, forsikrer de.
Og selvom jeg på en måde godt kan forstå det ideal og sympatisere med det, er det svært ikke at blive harm. For den holdning er så helt utroligt langt væk fra virkeligheden, som den opleves af mange i de her år, ja faktisk et fatamorgana.
For mig svarer det lidt til, at vi beder kræftpatienter om ikke at tage imod livreddende behandling.
For det siger alt om, hvor langt vi er fra målet om at favne og udvikle alle børn, når det er blevet en regulær risikofaktor at gøre brug af dagtilbud, alene fordi ens barn er født med anderledes forudsætninger end flertallet.
Der findes uden tvivl succeshistorier derude. Og dybt dedikeret fagpersonale. Heldigvis. Men med en kvalitet, der kan svinge så voldsomt, selv fra stue til stue, er det blevet et lotteri for os forældre – tilfældigheder og postnummer kan afgøre en families skæbne. Det er en kæmpe belastning og helt uacceptabelt.
Og skal man tro på forskningen, så er der faktisk en direkte sammenhæng mellem kvaliteten i dagtilbud, og antallet af børn, der får brug for at blive udredt. Når der bliver færre voksne pr. barn i dagtilbuddet, bliver flere børn udredt med en diagnose, lyder konklusionen.
Birgitte Conradsen, næstformand i BUPL, siger – i en artikel bragt på bupl.dk – at den sammenhæng er velkendt og bunder i besparelser.
”At der ses flere diagnosebørn, når antallet af pædagoger forringes, er desværre ikke en ny problemstilling. Institutionerne er blevet økonomisk udsultet gennem så mange år, at pædagogerne flere steder reduceres til kun at kunne yde en symptombehandlende indsats fremfor at forebygge”, forklarer Birgitte Conradsen i artiklen fra 2018.
Forældre bliver syndebukke
Når det så går galt, skal man ikke bebrejde forældre, at de hjælper deres hårdtprøvede neurodivergente børn ved at få dem udredt, og at de for eksempel kæmper for et specialtilbud.
Selvfølgelig er det samtidig nødvendigt, at vi som samfund bliver endnu klogere på sammenhængen mellem nutidens rammer og vilkår, og det stigende antal børn og voksne, der har brug for at blive udredt.
Jeg ville bare sådan ønske, at vi kunne have den vigtige samtale, uden at vi – ofte indirekte – negligerer familiernes konkrete udfordringer og pinsler ved at sætte spørgsmålstegn ved diagnosernes eksistensberettigelse og reducere det hele til et ”sygt samfund” som ”bare” skal blive mere rummeligt. For selv med de retter rammer fra starten, kan autisme og ADHD være et indgribende handicap. Jeg oplever, at vi i debatten ofte glemmer, hvor bredt autismespektret spænder.
Der er for eksempel børn med autisme, der aldrig udvikler et verbalt sprog, og som udviklingsmæssigt svarer til vuggestuebørn – også når de bliver voksne.
Det er børn, der ofte skal mandsopdækkes, en til en. De kan for eksempel have svært ved at konsekvensberegne, og spiser måske ting, der kan være farlige.
For de forældre (og fagpersoner) giver det måske i højere grad sig selv, at barnet skal udredes hurtigst muligt – uanset, om mistrivsel er stødt til eller ej? Det er efterhånden en meget, meget bred gruppe – og min virkelighed er langt fra alles virkelighed.
Men jeg er til gengæld helt sikker på, at også forældre til autistiske børn uden verbalt sprog og på et ”tidligt udviklingstrin”, går op i de rigtige rammer, både ude og hjemme.
At de også er bevidste om, at intet menneske kan ses løsrevet fra sin kontekst. Autismen er medfødt, men rammer og miljø har uden tvivl stor indflydelse på, hvilket udtryk, autismen får, og hvor indgribende, den bliver.