Monica Lylloff: ”Når kommunen kører over for rødt, skal det have konsekvenser”

For første gang har der været politisk flertal for at undersøge mulighederne for at lave en forvaltningsdomstol, der kan straffe kommuner for lovbrud på handicapområdet. Jurist Monica Lylloff hilser forslaget om bøder velkommen, men efterlyser samtidig et folkeligt oprør mod et system, hun kalder dysfunktionelt.

Artiklen er opdateret den 11/3 2026 med oplysninger om, at udskrivelsen af folketingsvalget betyder, at forslaget om forvaltningsdomstole i første omgang bortfalder. Når en ny regering bliver nedsat, kan den vælge at tage forslaget op på ny, men den er ikke forpligtet til at gøre det. 

I 2025 fandt Ankestyrelsen fejl i 55,2 procent af de påklagede sager vedrørende børn med behov for hjælp, der så førte til en omgørelse. Det viser tal fra Ankestyrelsens talportal. Også på voksenhandicapområdet omgøres et meget stort antal sager i Ankestyrelsen.

Bag tallene gemmer sig familier i knæ, der ikke får den hjælp, loven ellers lover dem. Et problem, der vokser sig større år efter år, viser statistikkerne.  

Før der blev udskrevet valg, var der for første gang politisk flertal - uden om regeringen - til at undersøge mulighederne for at lave en forvaltningsdomstol i Danmark, med det formål at forbedre retssikkerheden for mennesker med handicap.  

Salamanca har fanget Monica Lylloff fra bevægelsen Enmillionstemmer på en telefon - til en snak om politiske signaler, kynisme i systemet og vejen mod et folkeligt oprør.

Set fra dit perspektiv: Hvor stort et skridt er det, at der har været flertal for at undersøge mulighederne for at lave en forvaltningsdomstol?

- Det er et ret stort skridt. I årenes løb har der været mange forslag, der skulle forsøge at skabe bedre retssikkerhed for mennesker med handicap. På intet tidspunkt har der været opbakning til at gå videre med det. Det her sender et vigtigt signal om, at et flertal i Folketinget er indstillet på at gøre noget.

Man kan omvendt sige, at regeringen, som stemte imod, sender et trist signal om, at den ikke ønsker at udfordre status quo.

Men det er vigtigt at huske, at det stadig er en gratis omgang for dem, der har stemt for en undersøgelse af mulighederne for at indføre en forvaltningsdomstol. Intet er besluttet endnu, og nu er forslaget skudt til hjørne på grund af valget. 

Er du selv for eller imod en forvaltningsdomstol som løsning på problemet med den manglende retssikkerhed for familier med handicap?

- Jeg er neutral. Altså jeg er slet ikke modstander af det. Jeg mener klart, at der er behov for noget andet end det eksisterende, for systemet er dysfunktionelt.
 
Men jeg har brug for at se det konkrete udspil på, hvordan en ny konstellation kan se ud.
Skal forvaltningsdomstolen stå i stedet for Ankestyrelsen? Eller ved siden af den?

Det vil uden tvivl tage mange år at opbygge en ny instans og blive virkelig dyrt.

Det kan også skabe en flaskehals, fordi det vil kræve dommere med indsigt i de her sagstyper. De er nødt til at vide en masse om botilbud, BPA-ordninger osv. Det vil tage lang tid at opbygge sådan en erfaring, så vi kan ikke sidde på hænderne og vente imens.

"Hvorfor kører folk ikke over for rødt? Fordi det har konsekvenser. Fordi vi risikerer at få en bøde. Den tænkning vil jeg også have ind i kommunerne."

 

- Monica Lylloff

Men er du fortaler for, at det skal have økonomiske konsekvenser for kommunerne, når de ikke overholder lovgivningen på handicapområdet?

- Ja, uden tvivl. Hvorfor kører folk ikke over for rødt? Og hvorfor kører de fleste af os ikke for stærkt på motorvejen? Fordi det har konsekvenser. Fordi vi risikerer at få en bøde.

Den tænkning vil jeg også have ind i kommunerne. Den enkelte lov kan være nok så god, men hvis den forvaltes dårligt, gør den ikke nogen forskel.

Igen og igen ser vi, hvordan kommuner giver afslag på hjælp, som de egentlig er forpligtet til at give ifølge lovgivningen.

Kommunen kan bare sige: ”Nej, din pige er ikke i målgruppen, så du kan ikke modtage tabt arbejdsfortjeneste.” Så klager familien til Ankestyrelsen, og så kan kommunen trille tommelfingre i et års tid, inden den skal betale.

Jeg mener, at der virkelig skal slås hårdt ned på det her. Hvis kommunerne ved, at det kan have konsekvenser i form af en bøde, kan det være, at de tænker sig om?

Hvis man vælger at straffe kommunernes fejl med bøder, risikerer man så ikke at forstærke problemet, for pengene tages jo fra det samme system, som er underfinansieret?

- Det argument er det sædvanlige, vi hører som begrundelse for, at der ikke indføres økonomiske konsekvenser. Men hvis kommunerne overholder lovgivningen, koster det ikke bøder. Lige nu taber alle. Der skal ske noget radikalt andet for at ændre den mangeårige katastrofe. Og her ser jeg bøder som en god mulighed.

Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, sammenligner i et debatindlæg i Information det specialiserede socialområde med sundhedsvæsnet: ”Vi kommer heller ikke fejl og ventelister på sygehusene til livs ved at udskrive bøder til hospitalsledelserne. Her har man en åben tilgang til fejl, hvor man har anerkendt, at de sker, og bruger dem til at forebygge, at de opstår igen.”

Har Signe Færch ikke en pointe i, at vi burde indføre samme tilgang på det specialiserede socialområde?

- Der er en stor forskel på, hvordan fejl håndteres kommunalt og på sygehusene. På sygehusene har man som udgangspunkt længe arbejdet ud fra en tilgang om, at fejl kan man lære af. Man spørger også patienter omkring deres oplevelse på sygehuset.

Samme tilgang er blevet forelagt for KL. Men svaret har lige været, at kommunalbestyrelserne nu skal bruge mindre eller ingen tid på at behandle Danmarkskortet. Danmarkskortet som viser fejl i de påklagede sager, og første gang udkom med sine statistikker i 2017.

Hvis man kommunalt virkelig havde en interesse i at gøre det bedre, så har man haft 9 år til at vise det. Der er virkelig lang vej. Jeg er enig i, at der i den grad er behov for en kulturændring. Den kommer desværre bare ikke af sig selv.

Så starten på denne absolut nødvendige ændring må tvinges i gang. Her er konsekvenser ved fejl og ulovlige afgørelser én måde.

Hvis der ikke gøres noget nu, så kommer den nuværende og mangeårige situation ikke til at ændre sig. Desværre.

 I 2023 var en forvaltningsdomstol også på den politiske dagsorden. Dengang blev det stemt ned. Men ikke denne gang - da det kom på dagsordenen op til valget. Hvorfor?

- Jeg kan jo kun gætte, men jeg tror, det har haft betydning, at der er mere fokus på handicapområdet, også i medierne. For eksempel ser vi ofte de her frygtelige sager, hvor mennesker med handicap bliver groft omsorgssvigtet i systemet, eller ligefrem dør som følge af omsorgssvigt.

Så har der også været kritikken fra FN´s Handicapkomité, hvor Danmark fik kritik i 82 ud af 88 punkter.
På en lang række områder lever Danmark altså ikke op til FN’s handicapkonvention. Det gælder for eksempel i forhold til magtanvendelser, retssikkerhed og inklusion.

Statsrevisorerne rettede også – tilbage i 2022 - kritik af, at kommunerne ikke overholder lovgivningen, og at et meget stort antal sager omgøres i Ankestyrelsen.

Og så er der også kommet fokus på de mange fejl i sager, hvor familierne ikke har klaget over afgørelsen til Ankestyrelsen. Det er sket gennem ”Handicapbarometret”, som udkom med resultatet af deres første undersøgelse i 2024, og senest, i 2025, viste fejl i cirka halvdelen af sagerne om dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Er der andre positive forandringer lige nu?

- Nej. Det er der faktisk ikke.

Så skal det være politikernes flirten med, at Ankestyrelsen skal kunne gå hårdere til kommunerne.

For der er netop også mulighed for at styrke Ankestyrelsen, så den i højere grad kan agere politibetjent.

Ankestyrelsen – som den fungerer i dag – starter stort set ikke tilsynssager mod kommunerne. Men antallet af sager med mennesker, der bliver groft omsorgssvigtet og endda dør, bliver flere og flere. Eller man hører om flere. Det er ikke det samme, som at der er flere.

Vi har også meget, meget travlt på kontoret [advokatfirma i socialret, red.], hvor vi hjælper klienter, der er kommet i klemme i systemet, og for eksempel har fået afslag på et specialskoletilbud eller aflastning.

Det tyder på, at tingene stadig går i den forkerte retning.

Men dét, at der netop er udskrevet valg, kan også få flere politikere op ad stolene. Så kan det godt være, at det er en gratis omgang, men det sender et godt signal.

Hvordan påvirker de mange globale kriser handicap-dagsordenen herhjemme?

- Mennesker med handicap har brug for at være en del af samfundet, uanset hvor mange kriser der raser i verden. Kriser bliver konsekvent brugt som en undskyldning for svigt.

Om det er pandemi eller krig, så bliver handicapområdet altid nedprioriteret.

"Hvis det var børnehavebørn, der døde som følge af offentligt omsorgssvigt, ville hele Danmark råbe op. Men når det gælder mennesker med handicap, mødes vi af en rungende tavshed."

 

- Monica Lylloff

 Hvorfor ender det nederst på listen?

- Fordi folk generelt først interesserer sig for handicap, når de selv bliver ramt. Det lyder fordomsfuldt, men det er min oplevelse: Vi har et samfund, hvor overskuddet til at interessere sig for andre end sig selv og sine allernærmeste er meget begrænset.

Det lider handicapområdet under. Hvor er det folkelige oprør? Hvis det var børnehavebørn, der døde som følge af offentligt omsorgssvigt, ville hele Danmark råbe op.

Men når det gælder mennesker med handicap, mødes vi af en rungende tavshed fra både politikere og befolkning.

Hvis en ny type domstol har lange udsigter, hvad er så det vigtigste værktøj, de berørte familier har lige nu?

- Det er, at mennesker og familier, der mærker det her på egen krop, fortæller åbent om det. Til deres venner, en nabo eller en kollega. Oplysning er bare vejen frem.

Da vi holdt den store demonstration, ’Undskyld vi er her’, i 2024, var vores opfordring til deltagerne: ’Tag din nabo eller kollega med.’

Folk aner simpelthen ikke, hvor skidt det står til. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt folk erklære, at de ikke anede, hvor meget området sejlede, før de selv fik det ind på livet.

Jeg har mødt socialrådgivere – der har arbejdet med området i årevis – som bliver dybt chokerede over tingenes tilstand, i det øjeblik de selv bliver afhængige af systemet. Der mangler simpelthen oplysning. Den rigtige måde at blive oplyst på er at møde mennesker, der står midt i kaosset.

I det øjeblik, de hører den personlige historie, sker der bare noget. Folk tror, at alting er fantastisk i vores velfærdssamfund, fordi vi betaler skat. Det er der også områder, hvor det er, men handicapområdet er ikke ét af dem.