Det var den perfekte storm, husker Michael Nørrelund tilbage. Det ældste barn i børneflokken var dybt overbelastet og udadreagerende. Ingen råd virkede, og desperationen var stor. Men så fik Michael og hans kæreste fat i en helt særlig bog.
Jeg var ved at drukne.
Ikke i vand, men i problemer.
Pludselig blev min krop tung som tre elefanter, og mine ben gav langsomt efter. Jeg lagde mig ned i græsset, og kiggede op på den skyfri blå sommerhimmel.
Nu kan jeg ikke mere, tænkte jeg, mens tårer løb ned ad mine kinder, og jeg nærmest forsvandt ud ad min egen krop.
Min søn på seks år havde ikke været i børnehave i mange måneder, og var voldsomt udadreagerende i vores hjem. Legetøj, køkkengrej og stole fløj med jævne mellemrum gennem stuen, ofte med et familiemedlem som målskive, og hele dage føltes det som at befinde sig i en krigszone, hvor vi kollektivt hastede fra den ene sociale bilulykke til den næste.
Vores søns nervesystem var nu så presset, at han fra det øjeblik, han slog øjnene op om morgenen, røg direkte ind i den første konflikt, inden der var gået 30 sekunder.
Og sådan fortsatte det dagen lang i vores lille rækkehus i Aalborg.
Det var som at leve i en parallel verden – stort set uden kontakt til andre mennesker. Vores hjem blev som et fængsel, og jeg drømte kun om at få lov til at sidde på ubestemt tid i isolationscellen. Det var i sommeren 2023.
En perfekt storm
Forud gik år, hvor vores skønne dreng var blevet gradvist mere og mere overbelastet i en almen børnehave, som sendte ham på et stort, men også ret usynligt, overarbejde. Han havde pådraget sig dét, som de i psykiatrien kaldte en ”tilpasningsreaktion”. Sådan lød konklusionen, da han som femårig blev udredt med både autisme og ADHD.
Han havde med andre ord fået alvorlig stress af at tilpasse sig rammer, som slet ikke passede til ham. Vores mellemste barn gik i samme børnehave, og det var som om, de kollektivt udviklede en kolossal modstand mod at blive afleveret. Det kom ikke fra den ene dag til den næste, men kom langsomt snigende.
Efter måneders forsøg på at vende skuden opgav vi, og tog dem hjem. Det var simpelthen ved at slide os totalt op som familie, og vi oplevede, i den situation, rammerne som ekstremt utilstrækkelige.
På hjemmefronten havde min kærestes graviditet med barn nummer tre sat dagsorden flere gange, blandt andet med en 11 dage lang indlæggelse, fordi der var høj risiko for, at Sofie igen ville gå for tidligt i fødsel. Heldigvis falsk alarm, men det tog hårdt på to børn, som havde et udtalt behov for forudsigelighed og tryghed.
Det var den perfekte storm.
Sofie og jeg gjorde alt, hvad vi kunne. Vi gav 200 procents indsats hver dag for at hjælpe vores børn tilbage i trivsel. Men det var som at gå rundt i det dybe bassin i en svømmehal, med bind for øjnene og blylodder på hele kroppen, hvor vandet langsomt steg, og vi febrilsk ledte efter stigen til at komme op i sikkerhed, men ikke kunne finde den.
Og selvom udredningen havde givet os nogle afgørende svar, så måtte vi, som de fleste andre, vente i lang tid på specialpædagogisk vejledning fra en autismekonsulent, alt imens helvede brød løs på daglig basis.
En bog ændrede alt
Jeg husker ikke, hvordan vi fik fat i bogen med den afblomstrede mælkebøtte på forsiden, for der er store sorte huller i min hukommelse fra de måneder, men den forandrede vores liv: “Udviklingsforstyrrelser og psykisk sårbarhed” var den ydmyge titel på værket, som Bo Hejlskov og Hanne Veje havde skrevet sammen med Henning Beier.
Jeg husker de første aftener med bogen i hånden, når børnene endelig var dejset om, og Sofie og jeg slæbte os selv ud ad børnenes senge, afmægtige og deprimerede. Der sad vi på skift og læste i den, ofte mens den anden part gik rundt og samlede ting op fra smadrede tallerkener, nedrevne billedrammer og væltede kasser med legetøj. Med det samme fornemmede vi, at her har vi altså at gøre med en “bibel” for forældre og fagfolk. Hver side bekræftede os i den tese. For første gang følte vi os spejlet i den situation, vi stod i. Et håb blev vækket i os.
Mit uudtalte mål havde alt for længe været at opdrage, sætte grænser og gøre alt, hvad jeg kunne, for at få mine børn afsted i børnehave, selvom vi kunne kæmpe i timer, hvor de undslog sig. “Børn skal jo i børnehave, for vi skal jo arbejde”, lød min indre monolog. Det var hele tiden planen, at vi skulle være i kontrol, vi skulle bestemme, for vi var jo de voksne.
Med Bo og Hannes bog blev min tankegang revolutioneret. For det første lærte de mig, at min dejlige dreng hverken var ondskabsfuld eller uopdragen, han var overbelastet. Det var også kun i mine mørkeste stunder, at jeg havde disse tanker, når hans adfærd var særligt destruktiv for resten af familien.
Men han var dybt stresset af at være i en børnehave, som ikke forstod at hjælpe ham med det, han havde svært ved, og til dels af os, nogle forældre, som heller ikke havde knækket koden til at forstå hans strategier og hans fascinerende, men også dybt frustrerende adfærd.
Selvom jeg, også før jeg blev far, meget ofte har fået at vide, at jeg var “god til børn” og at jeg “burde blive pædagog”, så tyede jeg i denne periode alt for ofte til værktøjskassen med skældud og konsekvens-pædagogik, når jeg blev afmægtig. Og det virkede ikke.
Håndvask og stenkast
Jeg husker en dag, hvor min søn skulle op og købe nye sko i Aalborg centrum med mig, hvilket han glædede sig til. Vi var på vej ud i ladcyklen, da han pludselig skulle tisse. Han glemte at vaske hænder: “Du skal vaske hænder, før vi kører”, sagde jeg venligt.
“Nej”, var svaret fra ham.
Jeg kan huske, at jeg tænkte, at “nu tester jeg lige, hvad der sker, hvis jeg holder fast til den bitre ende”, selvom jeg inderst inde godt vidste, at det var en dårlig idé – pædagogisk set.
I 40 minutter nægtede han at vaske hænder, og i lige så lang tid voksede hans frustration. Til sidst måtte jeg barrikadere mig bag en toiletdør, fordi han kastede små sten efter mig, som kæmpede han for livet. Han lærte ikke noget af alt dette. Men jeg lærte (endnu en gang) at gamet bare er anderledes, når det er et barn med de to diagnoser, som min dreng har – og at man til tider skal være voldsomt kreativ for at lykkes med sin pædagogiske indsats.
Men jeg lærte også, at jeg skulle opgive at ville tage kontrollen hele tiden. Hvor vigtigt var det lige, at han vaskede hænder, inden vi skulle ud at cykle? Kunne jeg finde en anden metode, som ikke fik ham op i kaos-zonen? Kunne jeg spørge ham, om vi skulle sprøjte lidt med vandslangen, inden vi skulle afsted, og så skulle de hænder nok blive vasket lidt undervejs? Kunne jeg pakke en pose med vingummier ind i en vådserviet med desinficerende væske på, som en leg, hvor han skulle mærke på posen, og derefter gætte, hvad der var i, alt imens han slet ikke ville være opmærksom på, at hans hænder blev sprittet af? Kunne vi ikke bare køre uden håndvask?
Det var den type strategier, som jeg blev opfordret til at tage ansvar for at lægge, i Hejlskov og Vejes bog. “Det er bedre at give en is, end at ende I en kæmpe konflikt”, var det provokerende mantra. Det er også bedre, i overført betydning, eller helt bogstaveligt, at “tage en rød næse på, eller sætte sig på en pruttepude” for at aflede det ophedede barn, der har slået sin søster øjeblikket forinden, i stedet for at insistere på at tage et alvorsord eller decideret skælde ud, mens pulsen er høj og adrenalinen pumper rundt i kroppen, på både børn og voksne.
Det var mind-blowing for mig at tænke på den måde. “Low Arousal” kaldes metoden, som handler om, hvordan man kan håndtere, men i høj grad også forebygge den slags konflikter, hvor mennesker taber al kontrol over sig selv.
Jeg husker bestemt ikke hvert et ord i bogen, men den sidder i mig, og jeg ved, at jeg altid kan vende tilbage for skriftlig vejledning. Jeg husker til gengæld lettelsen over at have knækket noget af koden til at forstå min dreng, og dermed kunne hjælpe ham langt bedre, end det tidligere var tilfældet. Det var et fokusskifte af dimensioner for mig. Det handlede ikke om, at jeg skulle tage kontrollen over ham, men at jeg skulle hjælpe ham til at genvinde kontrollen over sig selv.
Et år senere opdagede jeg “Hejlskov og Vejes pædagogikpod”, en podcast med fagfolk som den primære målgruppe.
Jeg har nok lyttet til hvert afsnit fire gange. Hvert eneste tema, de tog op, kunne jeg genkende fra mit eget liv som forælder. Der var aftener, hvor serien kørte i timevis, for det var så beroligende at lytte til for mig, fordi de beskrev vejene til trivsel, og reflekterede over en masse genkendelige problemer. Disse podcasts skabte simpelthen håb for, at det hele bliver godt igen.
Den nye brevkasse
Nu er der gået to og et halvt år, siden jeg lå i græsset, og der er kommet endnu en autisme-diagnose til i børneflokken – til vores ældste datter på syv år.
For nogle måneder siden lancerede børnenes mor, Sofie, og jeg et medie – Salamanca – som med tiden skal kunne give alt det, som vi selv stod og manglede, da vi var mest presset; Nogle andre forældre at spejle sig i, som kender det hyper-udfordrende livsvilkår med overbelastede autister i husstanden.
Udover at lave indhold, som familier, som vores, kan spejle sig i, vil vi også lave journalistik, som kritisk undersøger vilkårene i institutioner og skoler, og kvaliteten af støtten, man kan få fra kommune og regionen (inklusive Psykiatrien). Selvfølgelig vil vi også fortælle en masse succeshistorier, for dem er der heldigvis også mange af.
Og så vil vi også lave podcasts med de allerdygtigste eksperter på det pædagogiske område, og få budskaberne, og metoderne, der har hjulpet os, ud til så mange som muligt.
På en dag, hvor meget så sort ud for Salamancas fremtid, ringede jeg derfor til Bo Hejlskov Elvén, som jeg netop havde mødt og interviewet få uger forinden, hvor han havde holdt et oplæg foran cirka 350 lærere, pædagoger og ledere i Aalborg. Sofie og jeg havde fået en idé, og jeg var 95 procent sikker på, at Bo og Hanne ville afslå, men vi havde intet at miste.
“Hej Bo. Kunne I tænke jer at lave en brevkasse til Salamanca, som er rettet mod familier med autisme og ADHD inde på livet”?
“Det kan vi godt finde ud af. Men du skal nok lige snakke med Hanne også”, svarede han.
Meget længere var samtalen nærmest ikke. Hanne Veje sad på Zanzibar, da jeg fik fat i hende, og vi fandt hurtigt ud af, at alle parter kunne lide ideen. Det var i midten af september 2025 – og siden er det hele gået stærkt.
Forleden blev første episode så offentliggjort af “Hejlskov og Vejes brevkasse”. Jeg håber, at en masse mennesker med autisme, og deres forældre, bedsteforældre, partnere, søskende og fagpersoner, kan finde inspiration til at håndtere hverdagens udfordringer og glæder.
Du kan sende dit eget spørgsmål på brevkassen@salamanca.dk – intet er for stort eller småt, så længe du godt kan bruge Bo Hejlskov og Hanne Vejes perspektiv på dit problem.
Podcasten er gratis, og udkommer i første omgang på både Spotify, Spreaker og salamanca.dk. Senere vil den også udkomme på flere platforme som Apple podcast.
Tak til Bo og Hanne for at ville være med. Nu vil jeg lægge en is i fryseren, og holde den røde næse klar, hvis nu et af mine børn skulle nærme sig ”kaos-zonen” i dag. Hellere det, end endnu en tur i græsset.
Lyt til klummen her: