Som 16-årig mistede jeg min mor, og i dag kæmper jeg for mine børn med autisme og ADHD. I begge kriser har jeg mødt både berøringsangst og de sjældne ildsjæle, der tør række hånden ud.
”Jeg hader mig selv!” står der skrevet på det brune kaffefilter i min hånd, og jeg kan ikke lade være med at smile, selvom det ikke just er et muntert budskab.
Et øjeblik forinden har min søn på otte år vendt bunden i vejret på en af mine ”rodekasser”. Og lige dér – imellem ridsede lilla børnesolbriller, indkøbssedler og løse skruer, jeg ikke aner, hvor hører til, lå så et lille vidnesbyrd om mine turbulente teenageår.
Ordene skrev jeg, da jeg var 16 år gammel, og lige havde mistet min mor til kræft. Så der er ikke noget at sige til, at papiret er flosset i kanten. Det er 23 år siden, at jeg med en blyant, og sirlig håndskrift, skrev mine tanker ned på det.
Et ”før” og et ”efter”
Det var en kæmpestor sorg for mig, at min mor døde så tidligt i mit liv.
Der er et ”før” og et ”efter” den 20. marts 2002, hvor jeg tog afsked med hende på Hospice i Aalborg.
Det var et helt andet liv, som jeg pludselig skulle lære at navigere i, og jeg var på mange måder en helt anden person, da jeg gik ud ad døren fra Hospice, og ud på Kastetvej i Aalborg, som lå badet i solskin den forårsdag.
Selvhadet, som begyndte at pible frem, udsprang i høj grad af den ensomhed, der fulgte med at være anderledes end mine jævnaldrende klassekammerater. Det kan jeg se den dag i dag.
Da jeg vender kaffefiltret rundt, får jeg øje på to telefonnumre. Det ene er et direkte nummer til Jes Dige, der var ansvarlig for den sorggruppe, jeg startede i efter min mors død. Det andet nummer tilhørte Lene, som var min klasselærer i folkeskolen.
Minder vælter frem, da jeg kigger på de to talrækker.
Og de to livliner på kaffefiltret var bestemt ikke de eneste, som forsøgte at gribe mig, da livet lavede en glidende tackling.
”Tvangsmodnet”
At miste sin mor så tidligt i livet fik mange konsekvenser for mig. En af dem var, at jeg blev ”tvangsmodnet”, som Jes Dige kalder det. Jeg var 16 år uden på, og havde buttede kinder og et alt for tykt lag pudder på, men indeni var jeg voksen.
Pludselig følte jeg mig fremmedgjort blandt mine venner – som om der var en usynlig kløft imellem os, og jeg flød længere og længere væk fra fællesskabet.
Jeg var dengang med i en dokumentarfilm om børn, der mister en forælder tidligt i livet, og i den siger Jes Dige på et tidspunkt: ”Uanset, hvor Sofie vender sig hen, så føler hun sig meget lidt forstået”.
Jes havde helt ret. Det fyldte utroligt meget for mig, at folk generelt havde svært ved at rumme min sorg.
Ofte blev samtalen om mit tab og savn lukket ned, før den knap nok var startet. ”Du må også videre med dit liv, Sofie”, sagde folk, og selvom det var sagt i den bedste mening, slog de ord virkelig hårdt.
Der må være noget galt med mig, når folk reagerer sådan, var min konklusion. Jeg vendte det hele indad, og forstod ikke for alvor, at det var folks berøringsangst med døden, og nogle forældede forestillinger om sorg, der fik dem til at bakke. Ikke mig.
Historien, der gentager sig selv
Imens jeg står med dette konkrete minde fra fortiden i hånden – et tyndslidt kaffefilter – går det op for mig, at historien har gentaget sig selv de seneste år. I hvert fald på nogle afgørende og smertefulde områder.
Jeg har, også i dag, et anderledes livsvilkår end flertallet. Jeg har tre børn, og den ældste af dem har to diagnoser, autisme og ADHD. For nylig blev familien på fem endnu en autismediagnose rigere.
De seneste år har min kæreste og jeg navigeret bedst muligt i en altopslugende livskrise, fordi vores dreng blev meget psykisk overbelastet i rammer – både ude og hjemme – der ikke tog nok hensyn til hans autisme.
Vores hverdag kollapsede, og ”genopbygningen” er stadig i gang. Processen har, på godt og ondt, været lige så ”transformerende”, som da jeg mistede min mor.
Undervejs har vi som familie mødt mange fordomme, og meget berøringsangst, præcis som jeg gjorde det som teenager.
Jeg føler mig, også i dag, ensom og fremmedgjort i mange sammenhænge, og kæmper med en tilbagevendende følelse af at være forkert. Eller måske nærmere at blive gjort forkert i et samfund, hvor man skal være meget lidt ”anderledes end flertallet” for ikke længere at passe ind. Hvor man helst skal gå snorlige fremad, og i takt, og for Guds skyld ikke slå for mange kolbøtter, eller ligge og ”ralle i nødsporet”.
Det er i høj grad den indsigt, der driver mig i mit arbejde som journalist. Jeg ønsker at kæmpe for de familier, der står i en sårbar situation, og som ofte møder fordomme og stigma.
Og jeg har været meget optaget af alt det, omgivelserne alt for ofte ikke forstår.
Den omsorg, de ikke formår at give, fordi vi mangler både sprog og viden, når krisen rammer. Både når det handler om tab og sorg, og når det handler om psykisk sårbarhed og udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD.
Ildsjæle findes
Kaffefiltret minder mig om, at jeg også skal huske at anerkende, og dvæle ved, at der heldigvis findes mennesker, der uden tøven går ind i den brændende bygning, både i bogstavelig og overført betydning.
Der findes mennesker, der ikke lader sig skræmme væk af fare eller andres mørke. Mennesker, som børn, unge og voksne i krise kan ringe til, når det gælder. Også uden for kontortid.
Det kan være familie, men det kan også være en pædagogisk leder, en sagsbehandler, en nabo, en præst, en autismekonsulent eller en venindes forælder.
Selv i de mest kasse-tænkende og iltfattige systemer lykkes de med at skyde frem i sprækkerne og række dig en udstrakt hånd.
Det er mennesker, der tør stille de nysgerrige spørgsmål, også selvom svaret, de får, rykker ved deres egen forståelse af virkeligheden, eller puster til deres egen angst.
Det er mennesker, der ikke straks dømmer dig, fordi du stikker ud fra flokken.
Mennesker, der mærker, at sorg og krise ikke er en konstant størrelse. Det er et omskifteligt landskab, man bevæger sig i. De er med, når du griner, og med, når du græder.
For i det landskab eksisterer både lys og mørke, dyb kærlighed og sorg, handlekraft og modløshed.
De mennesker, der er åbne over for de mange nuancer i livet, er også et mindretal. Men de findes, og de gør en forskel for de familier, der har trukket nogle særligt udfordrende livsbetingelser.
Bliv ved og hæng i
Imens jeg kigger på kaffefiltret, træder to af dem tydeligt frem.
Min klasselærer, der jævnligt kører mig ind til Hospice efter skoletid i min mors sidste måneder. Hendes evne til at spørge ind til, hvordan jeg har det, lytte, og følge op.
Jes Dige, der giver mig et sprog for sorgen, og altid er til rådighed. Også når han officielt har sommerferie. ”Du skal bare ringe, Sofie”, siger han. Og det gør jeg. Jes, der værdimæssigt har formet mig lige så meget som mine egne forældre.
Jeg havde aldrig fået et godt liv, en journalistuddannelse, eller tre vidunderlige børn, hvis det ikke var for dem. Dem alle sammen.
Så med 23 års forsinkelse; Tak til de to livliner på kaffefiltret, og alle andre, der har ”set” og hjulpet mig. Dengang, og nu.
Og til alle jer, der gør noget ekstra for en familie i en udsat position. Bliv ved. Hæng i. I gør en forskel.
Klummen er tidligere bragt på appetize.dk i en kortere version (17. juni 2025).