Vi diskuterer inklusion i det ene øjeblik, og flere magtbeføjelser til lærerne i det næste. Det fremstilles som om, de to temaer er løsrevet fra hinanden. I praksis vil de kollidere.
Jeg husker tydeligt en episode, hvor jeg blev væltet og holdt fast, efter at have forsøgt at løbe væk i en park, fordi jeg blev drillet. Jeg var 8 år gammel.
Følelsen af et fast greb, jorden jeg lå på, og fornemmelsen af at være fanget i en andens jagt på kontrol. Læreren mente det ikke ondt – men han kendte mig heller ikke. Og dér lå problemet. Jeg havde brug for luft og tid til at få ro på, ikke en fastholdelse. Jeg var ikke uopdragen, men overbelastet og overvældet.
Den oplevelse lærte mig ikke at vise respekt over for de voksne. Den lærte mig, at nogle voksne ikke var til at stole på. Jeg mistede tillid.
Derfor skriver jeg det her. Fordi emnet ligger mig tæt på hjertet. Fordi jeg selv har været den udadreagerende elev, som voksne havde svært ved at forstå.
Jeg fik senere diagnoserne autisme, ADHD og OCD – men det var ikke dem, der forklarede min reaktion. Det afgørende var, hvordan rammerne omkring mig blev sat. Når rammerne ikke passede, blev jeg presset ud over kanten.
Hvordan voksne reagerede i de situationer, var helt afgørende. Jeg har oplevet begge sider: Voksne, der brugte fysisk magt for at stoppe mig – og voksne, der i stedet gav mig de rette rammer, tid, nærvær og ro til at komme i trivsel. Det første skabte mistillid. Det andet skabte tryghed og udvikling.
Derfor er jeg selv et godt eksempel på, hvad der sker, når vi prøver at fikse mistrivsel og uro med magt i stedet for at investere i de rigtige rammer. Og netop derfor er jeg bekymret for, hvordan folkeskolen er ved at udvikle sig.
For politikerne lægger op til at give flere magtbeføjelser til lærerne, samtidig med, at kommunerne vil inkludere flere børn med særlige behov i de almene skoletilbud.
Det er ikke to adskilte debatter, som man ellers kan få fornemmelsen af, når børne- og undervisningsministeren, Mathias Tesfaye, fremhæver, at børn med autisme og ADHD ”selvfølgelig skal have den hjælp og støtte, de har brug for”. Han overser tilsyneladende, at i klasselokalet smelter de to dagsordener sammen til én virkelighed. Hvis politikerne ikke indser det i tide, vil det ramme børnene hårdt.
Mere magt er ikke løsningen
Alle ved, at folkeskolen er presset. Derfor vil man nu give lærere flere muligheder for fysisk magtanvendelse. Som lærer skal man for eksempel kunne trække en elev ud fra morgensangen, hvis barnet skriger, og dermed forstyrrer de andre.
Samtidig ruller en stor inklusionsplan ind ad døren i mange af landets kommuner, hvor elever flyttes fra specialtilbud til den almene skole. Det er børn, der reagerer stærkt, når de føler sig presset, børn, der er ængstelige, og børn, der kræver ekstra tid at forstå. Men tid følger ikke med i planen.
I praksis risikerer vi at skabe en skole, der straffer netop de børn, hvis specialtilbud vi besparer, eller helt fjerner.
De reagerer på de dårlige rammer, vi har sat – og hvis svaret på deres reaktioner bliver gentagne fysiske indgreb, er det ikke inklusion, men eksklusion på højeste plan. Det vil forværre mange sårbare børns skoleliv.
Ifølge Civil Rights Data Collection (2017–2018) udgør elever med handicap 13 % af alle elever i den amerikanske folkeskole – men de står for hele 78 % af de tilfælde, hvor der bruges magtanvendelse, fastholdelse eller isolation.
Tallene er amerikanske – men mønsteret er genkendeligt. Når vi flytter sårbare børn ind i rammer, der ikke er skabt til dem, reagerer de – og de reaktioner bliver hurtigt mødt med kontrol i stedet for forståelse.
Tallene viser, hvor skævt magt kan ramme. Alligevel hører vi ministeren forsikre, at de nye sanktioner selvfølgelig ikke er rettet mod børn i mistrivsel eller med diagnoser.
En kompleks opgave
Men hvordan kan man i praksis skelne, når det i virkeligheden er meget svært at gennemskue årsagen til børns adfærd? Ingen kan “scanne” en klasse og se, hvem der er i mistrivsel, og hvem der “bare forstyrrer”.
Det kræver tid at forstå adfærden – og den tid har vi ikke givet lærerne. Og så er der den store gruppe børn, som er henvist til psykiatrisk udredning, men som endnu ikke har fået en diagnose, fordi de er strandet på de alt for lange ventelister i psykiatrien.
De bliver alt for let stemplet som “uopdragne” – og netop de børn risikerer at blive slæbt ud ad klassen i magtens navn.
“Men hvad med trusler, vold og angreb rettet mod lærerne?” Det er ofte det første modsvar i debatten om mere magt i skolen. Selvfølgelig skal voksne kunne gribe ind – det kan de allerede i dag. Den aktuelle snak om “mere magt” handler primært om uro i klassen og regelbrud, ikke personfarlige hændelser. Og her rammer man langt flere børn, end de ekstreme enkeltsager politikerne fremhæver.
Rammerne skal passe til barnet
Jeg arbejder i dag på en behandlingsskole, der hedder Søstjerneskolen. Selv dér – med bedre normering og specialviden – kan det tage lang tid at forstå et barn.
I den almindelige folkeskole, med flere elever pr. voksen og mindre tid, bliver det endnu sværere at skelne sikkert. Ikke fordi lærerne ikke vil børnene det godt, men fordi nogle børn kræver mere for at blive forstået og i nogle tilfælde helt andre skolerammer. Havde jeg ikke mødt voksne, der så netop dét, var jeg ikke, hvor jeg er i dag.
Derfor insisterer jeg på, at rammerne skal passe til barnet – ikke omvendt. Hvis børn, med magt, bliver presset ned i de forkerte rammer, kommer belastningsreaktioner, skolefravær og mistrivsel hurtigt efter.
Når vi samtidig vil inkludere flere sårbare elever i almenområdet og give lærere flere magtbeføjelser, så smelter sporene sammen: Magten kommer til at ramme netop de børn, vi på papiret vil inkludere. Det er dét, der gør inklusions- og magtsporet uadskillelige.
Fortsætter vi ned ad den vej, risikerer vi i virkeligheden at spare os fattige. Jo flere specialtilbud vi nedlægger, jo flere børn mistrives – og jo større bliver behovet for netop de specialtilbud, vi er i gang med at fjerne. Det er som at tisse i bukserne for at holde varmen.
Hvis vi vil reel inklusion, så kræver det langt flere ressourcer. Ellers kalder vi det inklusion, imens vi praktiserer eksklusion.
Det valg er vores. Lad os vælge det, der virker: Tid, de rette rammer, forståelse, relationer og god pædagogik.