Udskammet på udflugt

Foto: Helle Thorngaard Jessen | Illustration: Nanna Helena Vangsgaard

Skrevet af Sofie Klingberg

12. september 2025

Dette er en klumme. Indholdet er udtryk for skribentens egen holdning.

Nogle voksne råber ad børn, de ikke kender, i det offentlige rum. De vil lære dem noget om god opførsel, men hvilket eksempel sætter de selv?

Selv på afstand og ud af øjenkrogen kan jeg tydeligt fornemme, at min drengs adfærd stikker ud.

Han flakker hvileløst rundt, laver sine særlige lyde med munden, griber en åkande fra søen og kaster den tilbage i vandet igen. 

Jeg mærker straks frygten: Ser de udenforstående en destruktiv otteårig? Jeg ser bare et overstimuleret barn, der forsøger at berolige sit nervesystem efter et museumsbesøg.

Utålmodigt venter jeg på, at det bliver min tur i køen til ishuset, og jeg ærgrer mig over, at Viggo ikke vil have solsikkesnoren på. Samtidig fortæller jeg mig selv, at jeg overdriver faren for tilråb fra fremmede.

Folk nyder en kop kaffe eller en is i sensommersolen foran museet. Det er tydeligvis en velbesøgt dag. Gæsterne snakker og gestikulerer ivrigt med hænderne, og deres øjne er gemt bag mørke solbriller. De lægger sikkert ikke mærke til mit urolige barn, siger jeg til mig selv. 

Isen, som jeg vil købe til ham og hans søster, vil forhåbentlig køle ham lidt ned.

Som en tyv taget på fersk gerning

Lige som jeg skal til at betale for de to isvafler, skærer et højt råb idyllen midt over. ”Hey!!!” råber en yngre ansat på museet vredt, imens hun bevæger sig målrettet hen imod min søn med et aggressivt kropssprog.   
Det er den slags råb, man vil forvente, hvis en tyv tages på fersk gerning i en smykkebutik, med en guldkæde halvt nede i lommen.

Min søn stivner. Alle stirrer på ham. ”Åh nej” er min første tanke, imens jeg mærker adrenalinen suse igennem min krop. Jeg efterlader is og ekspedient for at komme ham til undsætning. Min datter iler med bag mig.
   
"Hvorfor råber du af ham?," spørger jeg med en let dirrende stemme, da jeg når frem. Det viser sig, at han har sprøjtet vand efter en and og gået for tæt på den. "Jeg har holdt øje med din søn," siger den ansatte vredt. "Han generer dyrene."

”Min søn kunne lige så godt have haft en solsikkesnor på,” svarer jeg med en indtrængende stemme, imens jeg prøver at ignorere de mange nysgerrige øjne, der pludselig hviler på mig.
Det er min subtile måde at fortælle kvinden, at min søn har usynlige diagnoser. Jeg har ikke lyst til at sige det højt: ”Han er autist med ADHD”, selvom jeg måske burde gøre det.

Ikke en undskyldning

At være på autismespektret kan have mange forskellige udtryk. Nogle børn på min søns alder har intet verbalt sprog, og svarer udviklingsmæssigt til helt små børn.
Min søn er én af dem, der har masser af sprog og intellekt – men hans udvikling er meget asynkron, og hans støttebehov så stort, at der skulle en specialskole og et hav af specialpædagogiske redskaber til, før vi fik ham trukket ud af dyb mistrivsel.   

Men at have diagnoser er ingen undskyldning for dårlig adfærd, vil nogle måske hævde.

Og nej, det er det ikke. Men det er en forklaring. Det er et usynligt handicap, som min søn ikke selv har valgt, og som gør hans hverdag ekstremt udfordrende. Han har intet filter og suger alle indtryk til sig på en måde, der konstant truer med at vælte ham.

Evig skældud

Selvom jeg føler mig ydmyget og udstillet foran museet, mærker jeg samtidig et stærkt behov for at sige fra på min søns vegne. Jeg er vred over, at verden møder ham på den her måde. Med fordomme og uvidenhed.

Hvilke spor vil det trække i hans liv? Og hvordan vil det påvirke hans selvværd?

Det er ikke kun i det offentlige rum, at børn som ham er udsatte. Undersøgelser viser, ifølge ADHD-foreningen, at børn med ADHD generelt bliver irettesat og skældt ud ti gange så hyppigt som andre børn. De bader i negativ feedback fra voksne, der burde vide bedre.

På intet tidspunkt i den korte samtale med den museumsansatte, har jeg lyst til at forsvare, at min søn forskrækkede anden. For mig handler det om måden, hun vælger at kontakte ham på.

”Hvordan ville du selv have det, hvis en fremmed råbte højt ad dig ude i det offentlige rum, spørger jeg hende?”

Hun forsvarer igen sin handling med, at han generede dyrene, og jeg spørger, hvorfor hun ikke henvendte sig til ham på en stille og rolig måde? Hvorfor ydmyge ham?

”Jeg forventer, at du som forælder har styr på dit barn,” svarer hun, og kommentaren efterlader mig modløs. Den retorik har jeg hørt mange gange før.   

Fremmede med fripas

Mange vil sikkert give hende ret. Man må kunne forvente, at forældre har kontrol over deres børn, siger de med en myndig stemme. De har tydeligvis deres på det rene, og jeg tænker i mit stille sind, at de åbenlyst ingenting ved om livet med et autistisk barn med ADHD. Lever forældrene ikke op til normen, har fremmede tilsyneladende fripas til at ”hjælpe” med opdragelsen.

Jeg kender masser af børn uden diagnoser, der kunne finde på at sprøjte vand efter en and. Men min søns livsvilkår er, at han mod sin vilje konstant påkalder sig negativ opmærksomhed – selvom han er en skøn, klog og videbegærlig dreng, der er det stik modsatte af en dyrplager.

Jeg har til sammenligning aldrig oplevet tilråb fra fremmede, når jeg færdes ude med hans to mindre søskende.  

Og solsikkesnoren er endnu ikke blevet den redningsplanke, som jeg havde håbet på. 

Min søn lever i et konstant krydsfelt af modstridende følelser. Han vil ikke have særbehandling, og han nægter at "flage" med sine diagnoser eller udfordringer. Men uanset hvor meget han ønsker at blende ind, larmer hans uro og impulsivitet så højt, at rampelyset fanger ham alligevel.

Fra børn og fulde folk...

Jeg fortryder ikke vores besøg på museum. Jeg mener helt grundlæggende, at min søn har lige så meget ret til at være der som alle andre. Nogle gange går det over al forventning, og andre gange bliver prisen for høj. Men han gør sit bedste, og jeg gør mit bedste. Mere synes jeg ikke, man kan kræve af os.

Jeg kunne til gengæld ønske mig, at flere voksne begyndte at reflektere over deres egen adfærd over for børn.

Den ansatte ville lære min søn noget om god opførsel, men hvilket eksempel satte hun selv?

På vej hjem til den lånte lejlighed i København forsøger jeg at tale med Viggo om episoden. ”Klap i,” svarer han, og hans ansigt er hårdt og tillukket. Det er hans standardsætning, når han er presset og ikke kan overskue kontakt.

”Det var synd for Viggo, at damen råbte så højt," siger hans lillesøster medfølende i metroen.
Jeg giver Solveig ret. ”Man skal ikke sprøjte vand efter ænder," siger jeg, "men man skal altså heller ikke råbe højt ad børn og skræmme dem.” Jeg kan se, at Viggos udtryk mildnes en smule.

Om aftenen siger han: ”Mor, du skulle ikke have blandet dig, for der var noget, jeg gerne ville have sagt til hende."

”Hvad var det?" spørger jeg ham.

”Jeg ville have sagt: ’Lige nu gør du – teknisk set – også et dyr fortræd. For mennesket er også et dyr. Det er et pattedyr”.

Om Sofie Klingberg

Udover at være journalist og ansvarshavende chefredaktør på salamanca.dk, er Sofie Klingberg også en erfaren klummeskribent. Hun har blandt andet skrevet klummer for Nordjyske og APPETIZE, samt kronikker for Politiken og Information.

Vil du gerne læse flere artikler som denne, så støt vores arbejde ved at blive betalende medlem af “Klub Salamanca”.

Det er et vigtigt princip for os, at vores indhold kan deles frit, og ikke er bag en betalingsmur. Men det gør os helt afhængige af vores betalende medlemmer.

Salamanca er stiftet af journalister, og følger principperne for god presseskik. Vi arbejder for at nuancere den offentlige debat om autisme og ADHD, og skabe bedre betingelser for, at børn, unge og voksne med diagnoserne kan få gode liv.

Køb medlemskab her