Nogle voksne råber ad børn, de ikke kender, i det offentlige rum. De vil lære dem noget om god opførsel, men hvilket eksempel sætter de selv?
Selv på afstand, og ud af øjenkrogen, kan jeg tydeligt fornemme, at Viggos adfærd stikker ud.
Han flakker hvileløst rundt, laver sine særlige lyde med munden, griber en åkande fra søen, og kaster den ned i vandet igen.
Jeg frygter, at udenforstående ser en otteårig med en destruktiv adfærd. Jeg ser et barn, som har brugt for meget energi på museumsbesøg i København, og nu forsøger at få ro på sit nervesystem igen.
Utålmodigt venter jeg på, at det bliver min tur i køen til ishuset, og jeg ærgrer mig over, at Viggo ikke vil have solsikkesnoren på. Samtidig fortæller jeg mig selv, at jeg overdriver faren for tilråb fra fremmede.
Folk nyder en kop kaffe eller en is i sensommersolen foran museet. Det er tydeligvis en velbesøgt dag. Gæsterne snakker og gestikulerer ivrigt med hænderne, og deres øjne er gemt bag mørke solbriller. De lægger sikkert ikke mærke til mit urolige barn, siger jeg til mig selv.
Isen, som jeg er ved at købe til ham og hans søster, vil forhåbentlig køle ham lidt ned.
Udskammet
Lige som jeg skal til at betale for de to isvafler, skærer et højt råb idyllen midt over. ”Hey!!!” råber en ansat på museet vredt, imens hun bevæger sig målrettet hen imod min søn med et aggressivt kropssprog. Hun er yngre end mig, konstaterer jeg.
Det er den slags råb, man vil forvente, hvis en tyv tages på fersk gerning i en smykkebutik, med en guldkæde halvt nede i lommen.
Jeg ser Viggo stivne, imens alle stirrer på ham. ”Åh nej” er min første tanke, imens jeg mærker adrenalinen suse igennem min krop.
Jeg efterlader is og ekspedient for at komme min søn til undsætning, og jeg kan fornemme, at min datter iler med bag mig.
Da vi når frem, spørger jeg kvinden, hvorfor hun råber ad min søn? Det viser sig, at han har sprøjtet vand efter en and, og gået alt for tæt på den. ”Jeg har holdt øje med din søn, siger hun vredt. Han generer dyrene”.
”Min søn kunne lige så godt have haft en solsikkesnor på”, siger jeg med en indtrængende stemme, imens jeg prøver at ignorere de mange nysgerrige øjne, der pludselig hviler på mig. Det er min subtile måde at fortælle kvinden, at min søn har usynlige diagnoser. Jeg har ikke lyst til at sige: ”Han er autist med ADHD”, selvom jeg måske burde gøre det.
En forklaring – ikke en undskyldning
At være på autismespektret kan have mange forskellige udtryk. Nogle børn på min søns alder har intet verbalt sprog, og svarer udviklingsmæssigt til helt små børn. Min søn er én af dem, der har masser af sprog og intellekt – men hans udvikling er meget asynkron, og hans støttebehov så stort, at der skulle en specialskole og et hav af specialpædagogiske redskaber til, før vi fik ham trukket ud af dyb mistrivsel.
Men at have diagnoser er ingen undskyldning for dårlig adfærd, vil nogle måske hævde.
Og nej, det er det ikke. Men det er trods alt en forklaring. Det er et usynligt handicap, som min søn ikke selv har valgt, og som ofte gør hans hverdag ekstremt udfordrende, blandt andet fordi han suger alle indtryk til sig på en måde, der hele tiden truer med at vælte ham. Der er intet filter.
En udsat gruppe
Selvom jeg føler mig ydmyget og udstillet foran museet, mærker jeg samtidig et enormt stort behov for at sige fra på min søns vegne. Jeg er vred over, at verden møder ham på den her måde. Med fordomme og uvidenhed.
Hvilke spor vil det trække i hans liv? Og hvordan vil det påvirke hans selvværd?
Det er ikke kun i det offentlige rum, at børn som ham er udsatte. Undersøgelser viser, ifølge ADHD-foreningen, at børn med ADHD bliver irettesat og skældt ud ti gange så hyppigt som andre børn.
På intet tidspunkt i den korte samtale med den museumsansatte, har jeg lyst til at forsvare, at min søn forskrækkede anden. For mig handler det om måden, hun vælger at kontakte ham.
”Hvordan ville du selv have det, hvis en fremmed råbte højt ad dig ude i det offentlige rum, spørger jeg hende?”.
Hun forsvarer igen sin handling med, at han generede dyrene, og jeg spørger hende, hvorfor hun så ikke henvendte sig til ham på en stille og rolig måde? Hvorfor ydmyge ham?
”Jeg forventer sådan set, at du som forælder har styr på dit barn”, svarer hun, og kommentaren efterlader mig modløs. Den retorik har jeg hørt mange gange før.
Må man verbalt overfalde et barn, fordi det ”stikker ud”?
Mange vil sikkert give hende ret. Man må kunne forvente, at forældre har kontrol over deres børn, siger de med en myndig stemme. De har tydeligvis deres på det rene, og jeg tænker i mit stille sind, at de åbenlyst ingenting ved om livet med et autistisk barn med ADHD. Lever forældrene ikke op til normen, har fremmede tilsyneladende fripas til at ”hjælpe” med opdragelsen.
Min søns dilemma
Jeg kender også mange børn uden diagnoser, der kunne finde på at sprøjte vand efter en and, men min søns livsvilkår er, at han igen og igen påkalder sig negativ opmærksomhed i det offentlige rum, selvom han er en skøn, klog og videbegærlig dreng, og det stik modsatte af en dyrplager.
Jeg har til sammenligning aldrig oplevet tilråb fra fremmede, når jeg færdes ude med hans to mindre søskende.
Og solsikkesnoren er endnu ikke blevet den redningsplanke, som jeg havde håbet på.
Min søn er fanget i et paradoks. Han vil ikke have særlig opmærksomhed ved at flage med sine udfordringer, men alligevel fremkalder han den igen og igen – den uønskede opmærksomhed – med sin urolige adfærd, høje lyde og sin udtalte impulsivitet.
Denne sommer er solsikkesnoren blevet debatteret hidsigt i den offentlige debat, og det har vist sig, at mange er kritisk indstillet over for den. Den udnyttes sikkert i stor stil, mener nogle udenforstående tilsyneladende, selvom jeg heldigvis også kender mange, der bakker helhjertet op om ordningen.
Måske afspejler de mange grove kommentarer om solsikkesnoren, at der i Danmark er utroligt mange fordomme rettet mod mennesker med handicap. Det var netop ét ud af mange kritikpunkter, som FN´s Handicapkomité kom med i efteråret 2024. At solsikkesnoren på den måde er blevet genstand for kritik, påvirker mig negativt og gør mig usikker på, om den nogensinde vil blive en hjælp for os.
Kan man gøre mere end sit bedste?
Jeg fortryder ikke vores besøg på museum. Jeg mener helt grundlæggende, at min søn har lige så meget ret til at være der, som alle andre.
Nogle gange går det over al forventning, og andre gange bliver prisen for høj.
Men han gør sit bedste, og jeg gør mit bedste, og mere synes jeg egentlig ikke, at man kan kræve af os?
Jeg kunne til gengæld ønske mig, at flere voksne mennesker begyndte et reflektere over deres adfærd over for børn.
Den ansatte ville lære min søn noget om god opførsel, men hvilket eksempel satte hun selv?
På vej hjem til den lånte lejlighed i København forsøger jeg at tale med Viggo om episoden. ”Klap i”, svarer han, og hans ansigt er hårdt og tillukket. Det er hans standardsætning, når han er presset og ikke kan overskue kontakt.
”Det var synd for Viggo, at damen råbte så højt,” siger lillesøster Solveig medfølende i metroen. Jeg giver Solveig ret. ”Man skal ikke sprøjte vand efter ænder,” siger jeg, “men man skal altså heller ikke råbe højt ad børn og skræmme dem”. Jeg kan se, at Viggos udtryk mildnes en smule.
Om aftenen siger han pludselig: ”Mor, du skulle ikke have blandet dig. For ved du, hvad jeg gerne ville have sagt til hende?”
”Hvad ville du gerne have sagt?”, spørger jeg ham.
”Jeg ville have sagt: ’Lige nu gør du – teknisk set – også et dyr fortræd. For mennesket er også et dyr. Det er et pattedyr”.