Hvad sker der, når systemet ser forældrene som modstandere frem for partnere? Som tidligere socialrådgiver kender Line Blom Lundsteen mekanismerne bag forråelse – som mor mærker hun de dybe spor, det efterlader, når samarbejdet bryder sammen.
”Når vi starter det her op, er det med et ønske om at skabe forandring for det unge menneske. Men det kan man jo kun gøre i et samarbejde, men hvis der sidder nogen med paraderne oppe og siger, at vi ikke gør vores arbejde godt nok, og bringer, ja, mistillid, ind i det her rum, så bliver det sgu svært at skabe den forandring. Fordi dét vi er, det drypper også på vores børn.”
Mit hjerte begynder at banke hårdt, da fagpersonen siger de ord halvvejs igennem et møde.
Foruden os forældre sidder der rundt om bordet repræsentanter fra skole, kommune og en ekstern fagperson hyret af kommunen.
Mødet skal handle om, hvordan vi støtter vores barn, der snart er færdig med 9. klasse, bedst muligt.
Tankerne flyver rundt: Hvem er det, der har hevet mistillid ind i rummet? Hvem er ”nogen”? Er det os forældre, der sidder med paraderne oppe? Er det os, der drypper på vores børn? Og hvad drypper vi?
Min tankestrøm bliver afbrudt af min mands stemme.
”Hold nu kæft, altså, gider du godt? Jeg gider virkelig ikke høre på dig mere.”
Ude af kontekst virker reaktionen voldsom. Men jeg forstår ham godt. Det er første, og eneste gang, han reagerer sådan, efter tre års møder, hvor fortællingen om os langsomt har ændret sig, og samarbejdet med systemet er blevet anstrengt.
Fra at være nogen, der bad om hjælp, blev vi til nogen, der skulle håndteres.
Da fortællingen ændrede sig
Igennem mere end halvandet år har vi fået at vide, at vi er for krævende, for kritiske, for overbeskyttende, for utaknemmelige og generelt bare for meget. Ofte som en modreaktion, når vi stiller kritiske spørgsmål til det, der foregår.
Vores barn har haft ufrivilligt skolefravær siden 2. klasse. Undervejs har han fået stillet både en ADHD- og en autismediagnose. Der har været utallige mennesker inde over. Vi har måttet kæmpe for hver eneste ting, der er blevet sat i værk.
De sidste tre skoleår har han gået i et kommunalt specialtilbud for unge med omfattende skolefravær og social isolation. Intentionerne er gode. Vi synes, effekten er udeblevet.
Da vores søn startede i tilbuddet, havde han netop tilbragt et helt år hjemme sammen med mig. Vores største ønske var, at han landede et sted, hvor nogen så og forstod ham.
"Når systemet kommer til kort, står forældrene til ansvar, og barnet betaler prisen."
Det, vi kæmpede for, var ikke ekstraordinært. Undervisning, fremgang, forståelse og et reelt skoletilbud.
I stedet ramte vi en usynlig mur af begrænsninger. Få timers undervisning, ingen struktur, ingen lærere til alle fag. Det hele begyndte at føles som en kamp, og hans verden blev ikke større.
De pædagogiske metoder fik flere gange vores barn til at trække sig og blive hjemme.
Når vi forsøgte at italesætte det, fik vi at vide, at eksponering var eneste vej frem. ”Det skal gøre ondt, før det gør godt,” sagde en af fagpersonerne. Med tiden blev vi mere insisterende på, at der måtte være en anden vej.
Det er her, konflikterne opstår. Vi har insisteret på undervisning, mere struktur, et reelt skoletilbud og udvikling, mens systemet har fastholdt, at det eksisterende var tilstrækkeligt, og at vores forventninger var for høje.
Vi insisterede, fordi vores barn ønskede sig mere, men vi fik at vide, at det ikke var muligt.
Ikke fordi han ikke kunne, men fordi der ikke var ressourcer til at møde ham der, hvor han var.
Når vi pegede på det, blev det afvist som irrelevant for hans udvikling, og ”ressourcerne kan man jo alligevel ikke ændre.”
Når systemet kommer til kort, står forældrene til ansvar, og barnet betaler prisen. Det er den oplevelse, vi står tilbage med.
Det bliver tydeligt på vores sidste møde, hvor systemet holder fast i, at de har gjort alt det rigtige. Så hvis de står på den rigtige side af stregen, men det alligevel ikke er lykkedes, så må det naturligvis skyldes, at forældrene står på den forkerte side. Og barnet midt imellem.
Når tvivlen flytter ind
Konsekvenserne af et samarbejde, der er kørt af sporet, er indgribende for vores familie.
Vores overskud er blevet ædt op af møder, tvivl, usikkerhed og konstante forsøg på at samarbejde med et system, der for længst har besluttet, at vi er nogen, man ikke kan samarbejde med.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er gået hjem fra et møde og tænkt, at nu var der en vej frem. I stedet har vi brugt al vores tid på at komme os efter møder og tale om, hvordan vi skulle gribe det an, for at vi, og vores barn, blev hørt og forstået.
"Indimellem har jeg været i tvivl, om det virkelig bare var mig, der var en elendig mor. Mit nervesystem er i konstant alarm."
Indimellem har jeg været i tvivl, om det virkelig bare var mig, der var en elendig mor. Mit nervesystem er i konstant alarm. Jeg sover dårligt, og mine tanker kører i ring.
På et tidligere møde sagde en af fagpersonerne, at vi jo også skulle se det her som sådan et rum, hvor vi kunne komme ind og sige ”Puha, hvor har det altså også været tungt at være hans mor,” og så kunne vi jo snakke lidt om det.
Jeg sagde ikke noget. Jeg sad forstenet og tænkte, at de ikke havde forstået kernen, hvis det var det, de tænkte, vi havde brug for. Det har aldrig været tungt at være hans mor. Systemet er tungt.
Fra den anden side
Engang sad jeg selv på den anden side af bordet som socialrådgiver, og særligt to situationer er blevet fremkaldt i hukommelsen de seneste år.
På min ene arbejdsplads kommer en kollega ind på mit kontor. Hun læner sig tungt op ad dørkarmen og siger:
”Jeg har en borger. Jeg kan mærke, at den måde, borger agerer, trigger noget i mig på grund af tidligere erfaringer. Jeg tror, borger kan mærke det, og det er som om, det får adfærden til at eskalere.”
”Samarbejdet er blevet meget anstrengt. Jeg har tænkt på, at det måske ville være bedre, hvis borger fik en ny rådgiver, og måske det kunne fungere bedre mellem jer to?”
Min daværende kollega bliver på sin egen banehalvdel. Det er ikke tilfældet, da min faglige koordinator på en anden arbejdsplads udbryder:
”Jeg har givet dig en af mine sager. Bare så du er forberedt, så er borger helt vanvittig og klager hele tiden. Borger er aldrig tilfreds med noget, og synes, at alt, hvad vi gør, er helt åndssvagt. Det er bare, så du er på vagt, når du skal have borger til samtale.”
”Forresten”, siger den faglige koordinator på vej ud ad døren, ”lad være med at fortælle, at du er vikar, borger er skidesur over hele tiden at skifte sagsbehandler.”
Borger var ikke vanvittig, men frustreret. Der er stor forskel.
Det ville være nemt at reducere det til et spørgsmål om den enkelte fagpersons personlige og faglige egenskaber. Det ville bare ikke være sandt.
Begge mine kollegaer var omsorgsfulde og dygtige, men der var markant forskel på de systemer, de var ansat i. Det er derfor, jeg holder fast i, at det her opstår i systemer – forråelsen.
Når du som fagperson knokler, og har de bedste intentioner, men alligevel ikke kan lykkes i dit arbejde, rammer både omsorgstræthed og dyb magtesløshed.
Forråelsen opstår, når vi projicerer følelserne over på andre og begynder at se dem som utilstrækkelige. Når vi tillægger dem negative træk og ser dem som dominerende, kontrollerende eller krævende.
Hårdknuder bundet som sirlige sløjfer
Selv når forråelsen skinner igennem, er det svært for modtageren at sige fra.
Det er det også den dag, hvor vores svære samarbejde med systemet kulminerer.
Fagpersonen holder fast i sin forståelse af os som modstandere, og ender med højlydt at grine af vores forsøg på at korrigere fortællingen om os.
Under mødet mærker jeg, hvordan hele min krop dirrer. Jeg er både vred og ked af det.
Hvorfor vil de ikke høre på os?
Jeg tager en tår vand og forsøger ikke at spilde ud over mig selv, fordi min hånd stadig ryster.
Jeg forsøger at forklare, hvordan det føles for os at blive placeret i kassen af ”mistroiske og usamarbejdsvillige forældre”, hvor vi slet ikke kan genkende os selv.
Min mand skifter fokus. Klogt. Han undskylder for, at vores forsøg på samarbejde er blevet opfattet som kritik.
Nu mødes vi, tænker jeg, men øjeblikket senere hamrer mit hjerte igen i frustration, da fagpersonen afslutter med at kalde diskussionen for en ”mærkværdig snak.”
En mærkværdig snak.
Min mand signalerer, at vi bare skal lade det glide nu. Han tager ordet og vender igen tilbage til det, vi er her for. Vores barn.
Hvem ejer fortællingen?
Jeg ved stadig ikke, om det, vi har oplevet, er forråelse. Måske har vi været svære at samarbejde med? Pressede, insisterende og til tider lidt konfronterende?
Men jeg ved, hvordan det føles at forsøge at samarbejde, blive usikker på sig selv og sin egen virkelighed og mærke, hvordan fortællingen om én langsomt ændres. Ikke med rå ord, men med bløde stemmer, hovedet på skrå og glimmer og sløjfer.
Forsker ved DPU Katrine Risbank-Jensen har for nylig fulgt ni familier, hvor børnene har en funktionsnedsættelse. I to år var forskeren med på sidelinjen, når forældrene skulle danse med systemet for at få hjælp til deres familie.
Hendes konklusion var brutal: Systemet udsætter familierne for en form for psyko-emotionel og systemisk vold. Den efterlader ingen blå mærker, men trækker alligevel dybe spor.
Når jeg læser det, hun skriver, føler jeg mig set for første gang længe.
Havde jeg læst den forskning, før jeg selv blev forælder i systemet, er jeg ikke sikker på, at jeg havde forstået den fulde betydning.
Jeg ville formentligt have tænkt, at intentionerne jo er gode, og at samarbejdet altid er et fælles ansvar. I dag ved jeg, hvor skævt det billede kan være.
"Et samarbejde mellem et system og en familie kan aldrig være ligeværdigt."
Man forstår virkelig først systemets begrænsninger, når man selv bliver afhængig af det.
Som forælder har du ingen steder at gå hen. Nogle kan tale med hinanden. Andre har kun sig selv. I de sidste mange år har vi både skullet rumme vores barns følelser og systemets følelser. Ingen rummer os.
Og mens vi bruger energi på at kæmpe med systemet, er der mindre tilbage til det vigtigste. Vores børn. Det er måske den største omkostning.
I vores forløb er samarbejdet gentagne gange blevet beskrevet som ligeværdigt. Det lyder smukt på papiret, men et samarbejde mellem et system og en familie kan aldrig være ligeværdigt.
Systemet har altid definitionsmagten – over problemforståelsen, over indsatsen, over dokumentationen og i sidste ende over fortællingen om, hvorfor noget lykkes eller ikke gør.
Derfor har systemet både magten og forpligtelsen til at justere, lytte og genoprette, når samarbejdet går skævt.
Og når forældrene forventes at være ligeværdige samarbejdspartnere, så opstår der et paradoks. Kritik af systemet, manglende fremgang og indsatser uden effekt kan tolkes som samarbejdsvanskeligheder hos forældrene. Hvis de nu bare gjorde, som vi siger, så ville alt være godt.
Vi er alle i risiko for at blive forrået. Erkendelsen af det er et vigtigt skridt på vejen til at undgå det.
Netop det har vi forsøgt at italesætte på nogle af vores møder. Systemet afviste det blankt. I øvrigt er det aldrig os forældre, de taler om, når den subtile kritik falder. Det er altid ”os alle sammen,” ”nogen andre” eller noget helt fiktivt. Så hvis vi føler os ramt, så er det måske, fordi vi er lidt paranoide?
Om lidt bliver her stille
På vores sidste møde foreslog min mand, at ”vi” overvejede, om det overhovedet gav mening at fortsætte med de her møder. Han mente ikke, at ”vi” fik så meget ud af dem, og at hvis ”vi” fortsat skulle mødes, så skulle ”vi” måske overveje at holde os til de mere praktiske ting omkring skolen og eksamener.
Systemet vidste ikke helt, om det var muligt inden for deres ”koncept” at ændre på formen, men de ville spørge ”nogen”. ”Nogen” har nu besluttet ”noget”, og vores samarbejde ender derfor med en sms.
”Hej med jer. Vi efterkommer ønsket om at aflyse møderne fremadrettet.”
Med det lukkede samarbejdet og al kommunikation. Tilbage står vi med spørgsmålet: Hvad sker der med barnet, når de voksne giver op på hinanden?
"Tilbage står vi med spørgsmålet: Hvad sker der med barnet, når de voksne giver op på hinanden?"
